AaB

Ny øretæve til AaB i Farum

Andendagsgildet mellem FC Nordsjælland og AaB i Future Cup endte nøjagtigt som superligakampen med en 5-1-sejr til FC Nordsjælland

Dagens eneste lyspunkt var en scoring fra Kasper Høgh.
Dagens eneste lyspunkt var en scoring fra Kasper Høgh. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 16:05

FARUM: Spillere som Malthe Højholt, Kasper Høgh, Jeppe Pedersen og Anosike Ementa må være godt og grundigt trætte af FC Nordsjælland. 

For anden dag i træk kunne de nemlig besøge Farum-klubben med et 1-5-nederlag som resultat - vel at mærke samme resultat som ved søndagens superligabesøg. 

Denne gang var der tale om en kamp i den såkaldte Future Cup, der også kunne gå under betegnelsen reserveholdsturnering. 

Under hele kampen var det FC Nordsjælland-talenterne, der skabte klart de fleste og største chancer. At stillingen var 1-1 ved pausen var et mindre mirakel. FC Nordsjælland-spillerne brændte gigantiske chancer på stribe. Derfor var det også stik mod spillets udvikling, at Kasper Høgh kort før pausen udlignede til 1-1. Høgh havde faktisk også en friløber, der burde være blevet konverteret til en AaB-føring i det sidste minut af første halvleg, men angriberens forsøg på et lob blev grebet af FC Nordsjællands keeper.  

Glæden over stillingen varede ikke ikke ret længe i anden halvleg. 10 minutter efter pausen bragte Nordsjælland sig atter i front, og få minutter senere blev det også 3-1 til FC Nordsjælland. At det ikke blev til flere FCN-mål var igen lidt af et mysterium. Chancerne stod i kø for FC Nordsjælland, der helt og aldeles skilte AaB ad. 

 Mod kampens slutning gik det imidlertid galt for AaB, der i to omgange måtte hente bolden ud af eget net. Dermed kunne AaB-delegationen rejse hjem fra Right to dream Park for anden dag i træk med et 1-5-nederlag i bagagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden