AaB's Ferreira mangler form: Den kommer hurtigt

Portugiser har ikke spillet fodbold siden 8. marts, men det bekymrer ikke midtbanespilleren

Pedro Ferreira viste gode takter, men også tunge ben, da AaB lørdag tabte til Silkeborg. Foto: Bo Lehm

Pedro Ferreira viste gode takter, men også tunge ben, da AaB lørdag tabte til Silkeborg. Foto: Bo Lehm

FODBOLD:Da AaB lørdag tabte en testkamp med 2-1 på hjemmebane til Silkeborg, var det samtidig første gang, at AaB-fansene kunne få et glimt af den nye portugisiske midtbanespiller Pedro Ferreira, der i onsdags skrev under på en fireårig kontrakt med superligaklubben.

Det var tydeligt, at kampformen ikke er, hvor den skal være. Rækken i Portugal blev nemlig lukket helt som følge af corona allerede tilbage i marts, og derfor har han ikke spillet fodbold i snart et halvt år.

- Jeg var meget træt efter kampen, det er der ikke nogen tvivl om. Det er længe siden, jeg har spillet, og det kan jeg godt mærke. Men den form kommer hurtigt, siger den portugisiske midtbanespiller, der indtil nu har fået et godt indtryk af sin nye tilværelse.

- Jeg synes, det virker til at være en god klub. Der er gode omgivelser, der er en god træner og gode medspillere. Så jeg glæder mig til de næste år, siger Pedro Ferreira.

Godt blik for spillet

Portugiseren er hentet i den portugisiske klub Varzim, men nok så interessant har han fået sin fodboldopdragelse på akademiet hos storklubben Sporting Lissabon, og i den periode blev det også til en stribe landskampe på diverse ungdomsland, Alt i alt 38 kampe i Portugals farver.

I lørdagens kamp fik portugiseren første halvleg på banen, og det var tydeligt, at han har et rigtig godt blik for spillet - blandt andet stod han for den ene gang, hvor AaB forsøgte at finde den lynhurtige franskmand Timothé Nkada i dybden, og han havde også selv et glimrende langskud, der blev rettet af og gik lige over mål. Men foruden et nyt land skal Pedro Ferreira også vænne sig til en ny måde at spille fodbold på.

- I Portugal var jeg mest vant til, at vi spillede i en 4-3-3-opstilling, hvor vi her i AaB spiller 3-4-3. Det er selvfølgelig noget, jeg også lige skal vænne mig til. Men det kommer også, er jeg sikker på, lyder det fra midtbanespilleren, der har fået nummer seks i AaB, mens backen Kristoffer Pallesen har overtaget Patrick Kristensens total.

Portugiseren får en ny chance for at forbedre formen, når AaB på lørdag spiller testkamp på hjemmebane mod Randers FC.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.