AaB's succesfulde dødbolde kræver særligt to ting

AaB har haft stor succes med dødbolde i denne sæson, og dødboldsansvarlige Mathias Haugaasen understreger, at det er et stort indsatsområde for topholdet

Assistenttræner Mathias Haugaasen har stået med ansvaret for AaB-træningen i denne uge, fordi cheftræner Oscar Hiljemark er optaget af trænerkursus. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Assistenttræner Mathias Haugaasen har stået med ansvaret for AaB-træningen i denne uge, fordi cheftræner Oscar Hiljemark er optaget af trænerkursus. Arkivfoto: Martin Damgård

Humøret var højt, da AaB-truppen trænede frem mod fredagens udekamp mod Sønderjyske. I spidsen for træningen stod Mathias Haugaasen, mens Oscar Hiljemark ikke var at se på anlægget. 

Forklaringen er ganske udramatisk, for den svenske cheftræner er bortrejst på trænerkursus. Han er tilbage i Aalborg til torsdagens træning. 

- Det er gået vældig fint. Vi har gjort nøjagtigt det samme, som vi ville gøre, selvom han var her. Den eneste forskel er, at det er en anden stemme, som spillerne hører, siger Mathias Haugaasen. 

Den eneste reelle forskel var, at AaB-truppen mødte ind søndag til træning efter tre fridage. Det blev gjort for at skabe den mest naturlige træningsrytme frem mod fredagens topkamp i Haderslev. 

Skarpe dødbolde

Mathias Haugaasen stod i spidsen for et par opspilsøvelser, og så var der ellers også fokus på lidt dødboldstræning. 

Netop dødboldene er et ekspertiseområde, som AaB har været stærk på i de hidtidige kampe i denne sæson. Indtil videre er ingen af de fire inkasserede mål i 1. division kommet efter dødbolde, mens AaB selv har scoret seks af de 18 mål efter frispark eller hjørnespark. 

Det er Mathias Haugaasen, der har hovedansvaret for afvikling af standardsituationer, men han er ikke meget for at skulle tage æren for den overvældende succes på det område. 

- Det er først og fremmest spillerne, der skal roses i den forbindelse. De har fået tingene til at ske inde på banen, siger den norske AaB-assistent. 

- Det er heller ikke kun mig, der bestemmer, hvad vi gør på dødbolde. Det er noget, vi i fællesskab finder ud af i trænerteamet. 

Hvis man nærstuderer AaB-træningen vil man dog ikke være i tvivl om, at det er et område af spillet, som Mathias Haugaasen har stor indflydelse på. 

Han har særligt to fokuspunkter, som bliver italesat igen og igen. 

- Det handler selvfølgelig meget om kvaliteten på det indlæg, som vi slår ind i feltet. Det er afgørende, og det er noget, som vi bliver ved med at træne, selvom vi allerede er godt kørende. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden vedligeholder og udvikler den del af spillet, siger Mathias Haugaasen. 

- Det er også meget vigtigt, at du angriber situationen med den rette mentalitet. Her har vi nogle spillere, der er meget stærke i begge ender af banen, siger Mathias Haugaasen, der i første omgang må tænke på Lars Kramer og Rasmus Thelander. 

- Der er ingen tvivl om, at det er to spillere, der hele tiden er i stand til at gøre sig gældende, men vi har også andre spillere, der er meget stærke i den del af spillet. Alle mand har en vigtig rolle, selvom det ofte er dem (Kramer og Thelander), der kommer på bolden, siger Mathias Haugaasen. 

Odada klar

Han hæfter sig ved, at det også defensivt ser godt ud for AaB på dødboldene, og det er et område, som spillerne må forvente at blive ved med at terpe trods den massive succes. 

- Det skaber selvsagt noget tryghed, at vi dels ved, at vi kan komme frem til chancer på den måde, men også at vi er dygtige til at forsvare dødbolde. Det er en døråbner i begge ender af banen, og uden at vi går i detaljer med det, så er det en del af spillet, som vi kommer til at arbejde meget med fremadrettet, siger Mathias Haugaasen. 

Oliver Ross og Sebastian Otoa var tilbage fra landsholdsopgaver, mens Richard Odada var fraværende efter at have spillet 90 minutter tirsdag for Kenya i et nederlag til Sydsudan. 

- Han er med fra torsdagens træning, og forventningen er, at han er klar til at spille fredag mod Sønderjyske. 

Det er en kamp som Mathias Haugaasen glæder sig til at være part i. 

- Når du ser på resultater og præstationer, så forventer jeg en tæt og intens kamp. Vi har set skarpe ud i ugens træning, så jeg håber, vi kan tage det med ind i kampen, for det bliver en lige kamp, siger Mathias Haugaasen. 

AaB må fortsat undvære karantæneramte Pedro Ferreira. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.