AaB-spiller "skudt" i baglåret: Nu er han ved at rejse sig
Younes Bakiz har været ufrivillig tilskuer til sæsonens to første kampe på Aalborg Portland Park, men han er ikke uvant med at skulle kæmpe sig tilbage på banen

Et kvarters fodbold. Det er alt, hvad det er blevet til i 1. division, for AaB's offensive spiller, Younes Bakiz. Arkivfoto: Lars Pauli
AALBORG:Sæsonpremieren i 1. division varede kun et kvarter for en af AaB's offensive profiler, der siden har været ude af syne i fodboldklubben.
To en halv uge senere er 24-årige Younes Bakiz dog igen at finde på træningsbanen på Hornevej, selvom det i første omgang blot er i selskab med klubbens fysioterapeut.
- Det er positivt, at jeg kan være herude igen. Genoptræningen er gået lidt bedre, end vi havde regnet med, men det varer stadig et stykke tid, før jeg er klar til at spille kamp igen, siger Bakiz.
Det er en baglårsskade, der har gjort den kreative spiller ukampdygtig og som sandsynligvis også vil holde ham ude nogle uger endnu.
- Jeg blev godt nok skudt i baglåret mod B93, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den var gal. Det bekræftede scanningen og testene også hurtigt, men der var heldigvis ikke sket så stor skade, som vi frygtede, forklarer Younes Bakiz.
Samarbejde hjælper
Han kender kun alt for godt til at køre et genoptræningsforløb med fysioterapeut Simon Enevoldsen. Det prøvede de to også i foråret, hvorefter Bakiz vendte tilbage som dobbelt målscorer i en udekamp mod AC Horsens.

Fysioterapeut Simon Enevoldsen (th.) kører for anden gang i 2023 et genoptræningsforløb med Younes Bakiz. Arkivfoto: Lars Pauli
Dengang fejrede AaB-spilleren sin første scoring ved at løbe ud og kramme fysioterapeuten som tak for, at han fik gjort ham hurtigt kampklar igen.
- Men lige meget hvor dygtig Simon er, og hvor godt jeg kan lide ham, så er det altså sjovere at spille fodbold end at løbe rundt sammen med ham. Men nu hvor skaden er sket, er vores gode samarbejde dog med til at gøre mig fortrøstningsfuld, siger Younes Bakiz.
Fans fortjener Superliga
At AaB uden ham har vundet sæsonens første tre kampe og topper 1. division, er også med til at mindske presset på spilleren. Han behøver ikke forcere sit comeback.
- Jeg ville jo gerne spille allerede i overmorgen, det gør det på en eller anden måde lidt nemmere at sidde udenfor, når drengene har succes, siger Bakiz, der som tilskuer på Aalborg Portland Park har fået gåsehud over stemningen til kampene mod AC Horsens og FC Fredericia.
- Opbakningen midt i sommerferien har været helt utrolig, og det sætter vi virkelig stor pris på. Det er også derfor, at vi sigter efter en hurtig returbillet til den bedste række, for fanscenen i Aalborg fortjener ikke andet end superligafodbold, fastslår Younes Bakiz.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.