sport

AaB styrker offensiven med ung tanzanier

20-årige Kelvin John er ny mand i AaB-trøjen. Den unge offensivspiller kommer til på en fri transfer.

AaB håber, at Kelvin John kan bidrage med sin fart og driblinger. (Arkivfoto).
AaB håber, at Kelvin John kan bidrage med sin fart og driblinger. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AaB har sikret sig offensiv tilgang i form af den 20-årige tanzanier Kelvin John.

Det skriver den nordjyske fodboldklub i en pressemeddelelse.

20-årige John hentes på en fri transfer og har senest været på kontrakt i belgiske KRC Genk.

- Kelvin John er en gennembrudsfarlig spiller, som, vi tror, kan udvikle sig yderligere i AaB, siger sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.

- Han har fart, er en god dribler og er stærk en mod en, og vi ser ham som en spændende tilføjelse til vores trup.

Kelvin John har spillet størstedelen af sine seniorkampe for Jong Genk i den næstbedste belgiske række. Her er det blevet til 41 optrædener og fire scoringer.

Han er ligeledes noteret for seks landskampe på det tanzaniske landshold.

- Jeg håber, at jeg med min fart, min iver i genpresset og min vindermentalitet kan hjælpe holdet uge efter uge og samtidig udvikle mig som spiller i Superligaen, siger Kelvin John.

Tanzanieren har skrevet under på en treårig kontrakt med nordjyderne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden