AaB

AaB-talenter er i kikkerten hos Hobro

Superligaklubben ser ikke ud til at skulle bruge ret mange fra det nuværende U19-hold, men der kan måske være bud efter nogle af dem lidt længere sydpå

Sportschef hos Hobro IK, Jens Hammer Sørensen, har blandt andet rettet blikket mod Aalborg, når han skal sætte en ny trup sammen til sommer. Arkivfoto: Lars Pauli

Sportschef hos Hobro IK, Jens Hammer Sørensen, har blandt andet rettet blikket mod Aalborg, når han skal sætte en ny trup sammen til sommer. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD: AaB har som mål, at klubbens eget akademi skal være fødekæde til superligaholdet.

Hvis det udelukkende var blandt egne talenter, der skulle rekrutteres førsteholdsspillere, ville truppen komme på slankekur allerede fra sommerpausen. Som det ser ud lige nu, er der nemlig ikke ret mange fra klubbens U19-hold, som står til at få en kontrakt med AaB.

- Der er Oliver Ross, som har en god målnæse, men han er kun U17-spiller, så han skal ikke op til sommer, og så er der Theo Sander (Målvogter red.) som kan blive en permanent del af truppen, hvis Jacob Rinne Bliver solgt. Ellers er højre Backen Casper Gedsted det bedste bud. Han har trænet med superligaholdet i denne uge, men det er nogle af de tyndere ungdomsårgange der kommer nu, så man skal ikke forvente, at ret mange kommer op i superligatruppen, siger Nordjyskes sportsredaktør Claus Jensen i den nyeste udgave af fodboldpodcasten Ripodsten.

Han vurderer, at antallet af U19-spillere af egen avl som bliver rykket op i superligatruppen til den kommende sæson ligger på mellem nul og to.

Det skal i den sammenhæng lige tilføjes, at Marcus Hannesbo i februar blev rykket permanent op i Superligatruppen. Derudover blev 18-årige Anosike Ementa i januar hentet i Helsingør, med henblik på, at han skal være en del af superligatruppen efter sommerpausen. Han er for tiden sat ud af spillet med et træthedsbrud i sin lilletå.

Udskiftning i Hobro

Hos Hobro er der en stor del af truppen, som har kontraktudløb til sommer, og sportschef Jens Hammer Sørensen lægger ikke skjul på, at der kommer til at være en stor udskiftning i truppen.

- Vi skal på en eller måde i gang med en frisk start til sommer, lyder det fra sportschefen.

I den sammenhæng har han noteret sig, at der efter alt at dømme nærmest er et tag-selv-bord af U19-spillere hos AaB.

- Det er da interessant for os. Der er jo tale om spillere, der er blevet trænet af fuldtidstrænere siden de var 12 år gamle, og det er meget dygtige spillere. Når Claus siger, at der kun er mellem nul og to, der kommer i superligatruppen, så er der 18 andre, der skal ud og finde et sted at spille fodbold, og vi skal have styr på dem, der er i AaB. Vi har nogle i kikkerten, men hvor mange vil jeg ikke sige noget om, lyder det fra sportschefen i Hobro.

Uvis fremtid

Potentielle Hobro-spillere skal dog væbne sig med en smule tålmodighed, når det gælder et kontraktudspil. Klubben er fortsat en del af nedrykningskampen i 1.division, og før det er afgjort hvilken række klubben spiller i efter sommer, er det begrænset, hvor meget sportschefen kan gøre.

- Risikoen for at rykke ned fylder selvfølgelig noget hos mig, og vi bliver nødt til at se, hvilken række vi spiller i, før jeg kan komme ordentligt i gang, men sådan har det altid været i Hobro, så jeg er vant til at have en travl sommer, lyder det fra Jens Hammer i Ripodsten.

Du kan høre meget mere om Hobro, AaB og Vendsyssel FF i Ripodsten. Den kan findes på nordjyske.dk/lyt og hvor du ellers finder dine podcasts.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden