AaB

AaB-topscorer ikke i tvivl: - Vi skal da kigge opad

Allan Sousa har fået en god start i AaB-trøjen og mener, at der stadig gemmer sig et stort potentiale i superligaholdet

Allan Sousa jubler her med AaB's 200 medrejsende fans, der havde en skøn søndag aften i Herning.
Allan Sousa jubler her med AaB's 200 medrejsende fans, der havde en skøn søndag aften i Herning. Foto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 09:43

FODBOLD: Nyerhvervelsen Allan Sousa slog søndag aften AaB's overraskende udesejr over FC Midtjylland fast med sit mål til 2-0.

Brasilianeren er dermed aalborgensernes topscorer med tre mål, og han har allerede overgået sidste sæsons total på to scoringer i 28 kampe for Vejle.

- De fleste ved, hvordan jeg spiller, og det har egentlig været let at falde til i AaB. En mand som Lucas Andersen skal man bare have øjenkontakt med, så ved han, hvor han skal spille bolden, siger Allan Sousa, der takker for AaB-anførerens assist til scoringen i Herning.

Målet blev i første omgang taget af plakaten igen, da linjedommerens flag fløj i vejret. Men VAR havde en anden opfattelse af offside-reglerne.

- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var på linje med forsvarsspilleren, og jo længere tid de brugte på at tjekke VAR, jo mere overbevist blev jeg om, at målet ville få lov at stå, siger brasilianeren.

AaB's Allan Sousa (th.) og Lucas Andersen jubler efter scoringen til 2-0 mod FC Midtjylland. Foto: Claus Søndberg

2-0-sejren giver noget arbejdsro i AaB, der ikke føler, at de fik som fortjent i Randers i forrige weekend (0-1-nederlag).

- Vi har arbejdet hårdt til træning i løbet af ugen, for vi hungrede efter en sejr, og jeg mener, det var fortjent, at vi tog de tre point på den her svære udebane.

Sejren sender Allan Sousa og AaB op over nedrykningsstregen, og der er nu "kun" fire point op til en plads i Mesterskabsspillet.

- Vi har spillet godt i de seneste fire kampe, så nu kigger vi op mod top-6. Det skal en stor klub som AaB også gøre. Vi har ikke fået den mest optimale start på sæsonen, men vi ved, at holdet har et meget større potentiale, siger Allan Sousa.

I første omgang skal han og AaB forberede sig til en hjemmekamp mod bundholdet Lyngby på søndag.

- Alle hold er farlige i Superligaen, så vi må ikke slække på forberedelserne, advarer AaB-topscoreren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden