AaB-træner undgik røde knopper: - Imponerende
Præstationen mod Superligaens tophold kalder på superlativer, og flere af dem tilfalder aalborgensernes unge garde
Smilene var brede i AaB-lejren efter fredagens testsejr på 4-1 over Superligaens tophold fra FC Midtjylland.
Cheftræner Oscar Hiljemark er normalt ikke en mand, der strør om sig med superlativer, men efter sejren i Stadome i Ikast lagde han ikke skjul på sin begejstring.
- Jeg synes, at spillerne leverede en fantastisk fin kamp mod en meget kvalificeret modstander. Vi har jo kun trænet i 10 dage, og den første uge handlede mest om bare at få gang i benene, siger AaB's cheftræner, der har talt meget om vindermentalitet med sine spillere.
- Jeg får røde knopper, når folk snakker om venskabskampe. Præstationen er vigtig, men vi vil vinde alle kampe, fastslår Oscar Hiljemark.
Han kunne se nyerhvervelsen Jubril Adedeji stemple ind med stærke 30 minutter, hvor han var involveret i begge AaB's tidlige scoringer.
- Det var en fed kamp at være med i, for alle kom med stor intensitet og havde fokus på at eksekvere det høje pres. Det udløste jo også en scoring, forklarer englænderen, der i flere situationer kaldte ivrigt, men forgæves på bolden.
- Jeg er bare sulten efter at vise, at jeg kan gøre en forskel, smiler Jubril Adedeji.
AaB sluttede kampen med syv akademispillere på banen, og scorede her det fjerde mål ved den blot 16-årige Valdemar Møller Damgaard.
- Jeg er super imponeret over, hvordan de unge akademispillere vise sig frem, og det lover godt for fremtiden. Valdemar spillede en god halv time og viste prøver på en stor fodboldintelligens, roser Oscar Hiljemark.
AaB spillede hele kampen i en 4-3-3-formation, og det lignede et øjeblikkeligt hit.
- Det passede fint i dag, for det var den måde, vi kunne få det maksimale ud af de spillere, der var til rådighed. Det sidste er mit fokus - mere end formationen, påpeger svenskeren.
AaB skal i aktion næste gang fredag 26. januar, hvor der nok engang venter et superligahold i skikkelse af Randers FC.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.