AaB udlejer kantspiller til superligaklub
Marcus Hannesbo har fået sin fodboldfremtid på plads

Marcus Hannesbo skal spille for AC Horsens i den kommende sæson. Arkivfoto: Lars Pauli
FODBOLD: Marcus Hannesbo kom ikke med, da AaB søndag rejste til Polen på træningslejr, fordi han skulle bruge tiden på at finde en klub, hvor vejen til spilletid er kortere, og det er nu lykkes.
Den 20-årige kantspiller er blevet lejet ud til superligaoprykkerne fra AC Horsens. Aftalen gælder for hele sæsonen, og AC Horsens har samtidigt sikret sig en købsoption
- Hannesbo har brug for spilletid, og hvis han ikke kan spille i AaB, er det bedre, at han finder et andet sted, hvor han kan folde sit potentiale ud.
- Horsens ville gerne have en købsoption, og det er vi gået med til, fordi det vil give Hannesbo de bedste muligheder for at få den spilletid, han fortjener.
- Hvis Horsens ender med at benytte optionen, får vi nogle penge for det udviklingsarbejde, der er lavet i vores akademi, samtidigt med at vi har sikret os nogle rettigheder i fremtiden, så vi tjener flere penge, hvis han slår til i løbet af et år eller to, siger sportschef Inge André Olsen, der dog ikke afviser, at Marcus Hannesbo selv med et succesfuldt ophold i Horsens kan have en fremtid i AaB.
Som udgangspunkt har Marcus Hannesbo og AaB papir på hinanden indtil sommeren 2025.
- Nogle gange er den købsoption jo ikke det papir værd, som den er skrevet på. Hannesbo kan gøre det godt i Horsens, men for at de kan udnytte optionen, kræver det jo, at spilleren også vil det. Spilleren kan sige, at han vil tilbage til AaB, og så vil vi sige velkommen tilbage, siger Inge André Olsen.
Hannesbo er noteret for 28 superligakampe for AaB. Han fik debut i foråret 2021, hvor han blandt andet scorede to mål i sine første kampe. Siden er det ikke blevet til mål i Superligaen fra den unge kantspiller.
Marcus Hannesbo var i forårssæsonen udlejet til FC Fredericia i den næstbedste række.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.