Aalborg-anfører er glad for at være tilbage efter en slutrunde som reserve: - Jeg har savnet tilliden
René Antonsen glæder sig over, at Aalborg Håndbold har hentet tre sikre sejre på mindre end en uge

René Antonsen og resten af Aalborg-holdet havde overtaget mod Fredericia. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix
HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold har fået en helt optimal begyndelse på håndboldåret 2022.
Onsdag aften blev det til den tredje sejr på mindre end en uge, da udekampen mod Fredericia HK blev vundet med 29-23.
- Det var fuldstændigt, som vi havde håbet på. Især i den her periode, vi er inde i med en februar, hvor der er et helt skørt antal kampe, med rejser og det ene og det andet. Efter at vi har været mange af sted til EM i januar, synes jeg, at vi viser kæmpe styrke og viser, at der er god bund i vores hold ved at levere tre så gode præstationer. Igen i dag var det en solid præstation, hvor vi fik sejren grundlagt med en god forsvars- og målmandspræstation, siger anfører René Antonsen.
Den gode start betyder, at Aalborg har sat sig tungt på den andenplads, der med al sandsynlighed er det højst opnåelige i grundspillet. GOG har efter et forrygende efterår nærmest sikret sig førstepladsen, men til gengæld har Aalborg nu fem point ned til tredjepladsen. Andenpladsen giver som førstepladsen to point med over i slutspillet, mens de to følgende pladser blot giver et point.
- Vi kan jo se, at GOG cruiser videre, så nu skal vi have to point med over og give os det bedst mulige udgangspunkt for slutspillet, og så må vi se, hvad der sker der, siger René Antonsen.
Har savnet tilliden
Onsdagens sejr blev grundlagt af en meget stærk indsats i forsvaret. Hjemmeholdet spillede i store dele af første halvleg syv mod seks i angrebsspillet, men det løste Aalborg-forsvaret fint, og det gav en række scoringer i tomt mål.
- Ligeså ringe, som vi håndterede det sidst, vi mødte dem, ligeså godt håndterede vi den del i dag. Vi havde læst lidt på lektien og fundet ud af, hvordan vi gerne ville gøre tingene, siger René Antonsen.
Anføreren selv er vendt tilbage til hverdagen efter at være kommet hjem fra en EM-slutrunde, hvor det ikke blev til meget spilletid.
- Det var lidt op og ned i Ungarn, men det er dejligt at komme hjem og få bidraget med nogle ting. Her kan jeg jo mærke, at der er tillid, og jeg er bare glad for at være hjemme i velkendte rammer. Både tilliden og spilletiden har jeg savnet, så jeg føler faktisk, at jeg har en lille smule overskud nu. Måske ikke på den fysiske del, men på den mentale del føler jeg, at jeg er rigtig godt med, siger René Antonsen.
For fysisk er sagen en lidt anden efter en slutrunde, hvor det heller ikke var nemt at passe sin styrketræning.
- Man kan måske godt føle sig en smule tung. Vi trænede ikke så meget, som man normalt vil gøre i en opbygningsfase i januar, men det skal jeg nok komme efter, siger René Antonsen.
Næste opgave for Aalborg Håndbold er på lørdag, hvor der venter en hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.