Aalborg-anfører: Vi fik sendt et klart signal

Aalborg Håndbold viste sig frem fra sin bedste side, da man besejrede Zagreb 34-24 i sæsonens første CL-kamp

René Antonsen og Aalborg Håndbold leverede en klassepræstation i Zagreb. Foto: Antonio Bat/EPA <i>Ritzau Scanpix</i>

René Antonsen og Aalborg Håndbold leverede en klassepræstation i Zagreb. Foto: Antonio Bat/EPA Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:René Antonsen og holdkammeraterne skulle lige bruge et par minutter på at indstille sig på modspillerne fra Zagreb. Da de var læst, var der stort set kun et hold på banen i den næsten mennesketomme hal i Zagreb.

- Vi havde ikke så meget video på Zagreb, så vi skulle lige finde ud af, hvad det var for et hold, vi spillede mod. Vi havde stor respekt for dem, for det er et hold, der netop har klaret sig fremragende mod nogle af de bedste hold i SEHA-ligaen (en international liga for de bedste hold på Balkan), men vi viste noget klasse ved bare at trække fra, siger René Antonsen.

- Vi kan kun være meget tilfredse med, at vi ender med at vinde med 10 over Zagreb i Zagreb. Jeg tror, at der vil være nogle af de andre hold i gruppen, der får det svært mod Zagreb. De ligger bare godt til os, fordi vi meget gerne vil ud at løbe med dem, og det er de ikke så glade for, siger René Antonsen.

Aalborg-kaptajnen er ikke bare glad for sejren, men han er også glad for måden, som den kom i hus på. Særligt det faktum, at mere eller mindre alle mand kom i spil.

- Vi fik virkelig vist bredden i dag. Det var fedt, for det var vel nærmest første gang, at vi fik brugt vores bredde på den her måde. Det spillede ingen rolle om, det var en fra bænken, der kom ind. Det blev det ikke dårligere af, og det er sådan en erfaring, der på det her tidspunkt af sæsonen betyder sindssygt meget for os.

- Det viser også, at trænerteamet kan stole på alle mand, og det giver igen noget sikkerhed og noget tryghed i det vi laver. Det betyder noget, når man ved, at ham der sidder ude på bænken også bare går ind og leverer, siger René Antonsen.

Aalborg-truppen og stab flyver hjem fra Zagreb torsdag morgen. Så venter der en enkelt træning fredag før lørdagens kamp mod Kolding.

Sådan et program bliver mere eller mindre hverdagskost for det forsvarende mesterhold i de kommende måneder.

- Nu kommer vi ind i det flow, som vi har været vant til, og det er noget vi kender, og så betyder det helt sikkert noget, at vi fik åbnet så godt, som vi gjorde. Det sender også et stærkt signal om, at man skal regne med os, siger René Antonsen.

Madsen roser bredden

For Aalborgs cheftræner Stefan Madsen var der mange positive aspekter at tage med fra den overbevisende sejr i Zagreb, som bestemt ikke var en selvfølgelighed, hvis du havde spurgt Aalborg-lejren inden kampen.

Faktisk er Zagreb et hold, der har oprustet på nogenlunde samme måde, som Aalborg også har op til denne sæson, så trods Aalborgs totale dominans på halgulvet i Zagreb kan man forvente, at andre hold vil få det meget svært mod Zagreb i de kommende CL-runder.

- Vi havde altså ikke forventet at vinde kampen så overbevisende, som det blev tilfældet. Zagreb har for ganske nyligt spillet lige op med hold som Vardar og Veszprem i SEHA-ligaen, så at vi vandt så overbevisende er en præstation, jeg er meget glad for, siger Stefan Madsen.

Mindst ligeså vigtigt som de to sikre point, var det, at Aalborg-træneren fik sat stort set samtlige mand i spil.

- Vi spillede en god kamp på flere måder. Der blev vist fysisk overskud. Vi lavede også meget få tekniske fejl. Det var også meget vigtigt, at vi fik set stort set hele holdet i aktion. Der blev virkelig budt ind fra alle sider, og så skal man endda huske på, at en spiller som Benjamin Jakobsen ikke var på banen. Vi fik fundet en god balance, så udskiftningerne ikke ødelagde rytmen, siger Stefan Madsen.

I lighed med sin anfører er Stefan Madsen også glad for det signal som Aalborg Håndbold fik sendt til resten af kontinentets storhold.

- Med vores finaleplads fra sidste sæson in mente, tror jeg, folk har fået øjnene op for os. Derfor var det rigtig godt, at vi fik sendt det her meget klare signal om, at vi også er her for at spille med i denne sæson, siger Stefan Madsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.