Kaptajn Antonsen og Aalborg jagter kuldegysninger og ny Køln-billet

Onsdag indleder Aalborg Håndbold denne sæsons Champions League-kampagne med en udekamp i Zagreb

René Antonsen og Aalborg Håndbold skal forsøge at gentage sidste sæsons flotte internationale bedrifter. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

René Antonsen og Aalborg Håndbold skal forsøge at gentage sidste sæsons flotte internationale bedrifter. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:I juni skrev Aalborg Håndbold dansk håndboldhistorie, da Jan Larsens håndboldprojekt nåede et foreløbigt klimaks. Efter en dramatisk semifinale mod Paris og Mikkel Hansen avancerede nordjyderne til finalen i verdens største håndboldturnering.

Den bedrift og de minder, som præstationen i Køln skabte, sidder stadig godt og grundigt i anfører René Antonsen, der ikke skal have mange ledetråde for at genkalde sig finalefornemmelsen.

- Jeg får nærmest kuldegysninger, når vi bare taler lidt om Champions League. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med denne sæsons Champions League. Derfor bliver det også sindssygt spændende at spille vores første kamp i Zagreb, siger René Antonsen.

I forhold til onsdagens kamp er Aalborg-kaptajnen spændt på, hvilken kulisse der venter i Zagreb.

- Vi ved ikke, hvor mange tilskuere, der kommer i den store hal, og det kan naturligvis godt spille ind på kampen, hvis der er 10.000 tilskuere i hallen. Vi skal også huske på, at Zagreb har forstærket sig markant til denne sæson, så vi ved godt, at det ikke er samme udgave af Zagreb som i sidste sæson, siger René Antonsen.

Her er Aalborgs gruppemodstandere

THW Kiel: Det tyske storhold er gruppens store favorit til at snuppe en af de to øverste placeringer, der giver direkte adgang til kvartfinalen. Spillere som Niklas Landin og Sander Sagosen er garanter for verdensklasse.

Montpellier: Den tidligere vinder af Champions League stiller vanen tro op med et stærkt mandskab. Melvyn Richardson er dog skiftet til Barcelona, og det er en klar svækkelse, selvom Valentin Porte stadig er at finde som venstrehåndet islæt i bagkæden.

Meshkov Brest: Det hviderussiske storhold bliver ligesom Aalborg Håndbold bedre og bedre, for hver sæson, der går. I denne sæson skal man forsøge at toppe sidste sæsons kvartfinaleplads. De to største profiler playmaker Stas Skube og keeper Ivan Pesic. Brest har desuden fået tilgang af Stanislav Kasparek, der er en spændende højre back.

Pick Szeged: Den storsatsende ungarske klub, der ihærdigt forsøger at holde trit med storebror Veszprem, har to klassespillere til alle positioner. Op til denne sæson har man blandt andet forstærket sig med playmakeren Miguel Martins fra Porto og det norske fløjtalent Alexander Blonz, der ellers var rygtet til klubber som Barcelona og PSG.

RK Vardar: Efter et par sæsoner med økonomiske kaos-tilstande i den makedonske storklub, ser det ud til, at der i det mindste er bedre tider på vej i Vardar. Det er et hold under opbygning, som den kontroversielle træner Veselin Vujovic står i spidsen for. De største profiler er stregspilleren Stojance Stoilov og keeper Borko Ristovski. De Nyokas-tvillinger er også kommet til Skopje, hvilket kan blive både godt og skidt. Tilskuere til Vardars hjemmekampe kan også komme til at gøre en kæmpe forskel.

RK Zagreb: Den kroatiske talentfabrik har forstærket sig i forhold til sidste sæson, da man var slagtekvæg i Champions League. Det bør man ikke blive i denne sæson. Rutinerede landsholdsspillere som Zeljko Musa og Jakov Gojun er markante forstærkninger. En anden forstærkning kan blive tilbagevendte tilskuere på de kanter.

Elverum: Det norske håndboldlokomotiv får det svært igen i denne sæsons Champions League. Nordmændene bygger dog ihærdigt på fra sæson til sæson, men igen denne sommer har man oplevet en massiv spillerudskiftning. Umiddelbart ligner højrebacken Dominik Mathe den største profil.

Der er sket meget i Aalborg hen over sommeren. Profiler som Magnus Saugstrup og Mark Strandgaard har forladt klubben, mens der er hentet rutinerede profiler til fra det store udland. Det betyder også, at forventningerne til Aalborg Håndbold er høje med sidste sæsons finaleplads i Champions League in mente.

- Det har vi det helt fint med. Vi ved godt, at spillet ikke sidder helt i skabet endnu. Det skal det nok komme til i løbet af de kommende måneder, så det tager vi stille og roligt. Vi kan også mærke, at det samlet set er en rutineret flok, der er samlet, så jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til denne sæsons Champions League, siger René Antonsen.

Den største forskel på Aalborg-holdet fra forrige til denne sæson er uden tvivl bredden.

- Vi har fået mere bredde i truppen. Vi er bedre garderet i denne sæson, og selvom det er store profiler, der er kommet til klubben, så ved de også, at de ikke behøver at spille 60 minutter i alle kampe. De kender betingelserne for en klub med vores ambitioner, siger René Antonsen.

På den baggrund er der heller ingen tvivl om, at Antonsen gerne vil med til Final 4 i Køln næste forår, men vejen dertil er lang. I første omgang skal Aalborg forsøge at ende i top to i den indledende pulje, der tæller en række stærke mandskaber med Kiel, som den umiddelbare favorit til at vinde puljen. Nummer et og to i puljen går direkte i kvartfinalen, mens tre til seks skal ud i en 1/8-finale.

- Vi har en god mulighed for at sikre os en topplacering i gruppen, hvilket er vores mål. Vi går stadig efter at vinde det hele, og derfor er det også en naturlig ambition at slutte i toppen af vores gruppe, siger Aalborg-kaptajnen.

Sidste sæsons finaleplads har i den grad tændt en ambition hos Antonsen, der ikke vil lade sig nøje med en rolle som tabende finalist.

- Vi vil gerne ned og se, om vi ikke kan vinde hele lortet i Køln. Jeg får helt kuldegysninger igen bare ved at snakke om det. Det skal der ikke herske tvivl om, og vi har et hold, hvor der er store forventninger til os fra omgivelserne. Det er fint nok, for vi har også store forventninger til os selv. Vi har stadig en ambition om, at vi skal vinde samtlige turneringer, vi stiller op i, siger René Antonsen.

Aalborg Håndbolds premierekamp i Champions League fløjtes i gang 20.45 og kan ses på Viaplay.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.