Aalborg er færdige i Champions League efter kollaps i Odense
En nedtur midtvejs i anden halvleg ødelagde Aalborg Håndbolds muligheder for at slå GOG ud af Champions League

Som i pokalkvartfinalen i december trak GOG det længste strå i en afgørende kamp mod Aalborg Håndbold. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
ODENSE:Et kollaps midtvejs i anden halvleg blev dyrt for Aalborg Håndbold, da nordjyderne torsdag aften blev sendt ud af Champions League af rivalerne fra GOG.
Fynboerne vandt med 32-24 i Odense, og det var mere end rigeligt til at avancere til kvartfinalerne mod Barcelona, efter at Aalborg for en uge siden havde vundet den første kamp med to mål.
Kampen blev afgjort, da et aalborgensisk sammenbrud midtvejs i anden halvleg tillod GOG at gå fra 18-16 til 24-16.
GOG - Aalborg Håndbold 32-24 (15-11)
- Håndbold, Champions League, ottendedelsfinale, 2. kamp
- Stillinger undervejs: 3-1, 7-2, 10-7, 11-8, 15-11 (pausestilling), 17-13, 19-16, 23-16, 25-19, 29-23
- Mål, GOG: Simon Pytlick 8, Lukas Jørgensen 7, Emil Madsen 7, Oskar Vind Rasmussen 3, Jerry Tollbring 3, Henrik Jakobsen 2, Nicolai Nygaard Pedersen 1, Morten Olsen 1
- Mål, Aalborg Håndbold: Felix Claar 6, Victor Kløve 5, Benjamin Jakobsen 4, Mads Hoxer 3, Henrik Møllgaard 2, Sebastian Barthold 2, Buster Juul 1, Marinus Munk 1
- Udvisninger: GOG 3, Aalborg Håndbold 5
- Diskvalifikationer: Morten Olsen, GOG og Benjamin Jakobsen, Aalborg
Aalborg Håndbold kom i stormvejr straks fra start i den intense kulisse i Odense.
To hurtige udvisninger til Victor Kløve og Mads Hoxer gav det fynske hjemmehold en drømmestart. Efter fem et halvt minut var Aalborgs føring fra den første kamp væk, da GOG bragte sig foran 3-1.
I forhold til sidste uges sejr havde Aalborg Felix Claar tilbage på holdet, men den svenske profil fik en skidt start med to afbrændere over for landsmanden Tobias Thulin i GOG's mål, og hjemmeholdet straffede enhver Aalborg-fejl, så efter ni et halvt minut var stillingen 5-1 i fynsk favør.
Det blev også 7-2, inden Aalborg kaldte til timeout, men effekten af den lod vente på sig. Marinus Munk, der overraskede alt og alle med en fremragende præstation i den første kamp, blev sat i spil, men den unge bagspiller var langt fra ligeså heldig med sine aktioner denne aften.

Victor Kløve og Marinus Munk måtte på skift forsøge sig på venstre back-position, hvor Aalborg er hårdt ramt af skader. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Efter 14 minutter var GOG's føring oppe på 9-3, og udover at Aalborg lavede langt flere fejl end for en uge siden, var den store forskel, at GOG førte målmandsduellen klart.
Simon Gade kunne slet ikke få fat, men heldigvis for Aalborg blev niveauet hævet markant med indskiftningen af Mikael Aggefors.
Den svenske veteran bød ind med flere redninger, mens især Felix Claar spillede sig op i den anden ende, så efter 20 minutter var 9-3 forvandlet til 10-8.
Mod slutningen af første halvleg fik GOG dog igen et lille overtag. I de døende sekunder gjorde Emil Madsen det til 15-11 og sendte dermed sit hold til pause med en føring på to mål i det samlede regnskab.
Den føring kunne Kristian Bjørnsen have reduceret mindre end et minut inde i anden halvleg, men selv om GOG-målmand Tobias Thulin ikke var kommet på plads, lykkedes det Morten Olsen at lægge en parade, der forhindrede Kristian Bjørnsen i at kaste bolden ind i det tomme mål.
I anden halvlegs indledning brændte Buster Juul også sit andet ud af tre straffekast, og fem minutter inde i anden halvleg havde GOG derfor i stedet øget føringen til 18-13.
Mads Hoxer svarede dog godt igen med to hurtige mål. Det andet mål efter en kontra, der tilmed kostede Morten Olsen et direkte rødt kort, da den tidligere landsholdsspiller tacklede Hoxer bagfra.
Man troede ikke, det var muligt, men den aktion gav faktisk bare intensiteten mellem de to rivaler endnu et nøk opad. Blandt andet dummede Mikael Aggefors sig ved at få en udvisning for brok.
Det var med til at stoppe en aalborgensisk optur, for GOG udnyttede udvisningen til at forvandle 18-16 til 21-16.
Aalborg-træner Stefan Madsen tog en timeout, men lige lidt hjalp det. Helt symptomatisk for kampens udvikling havde Mikael Aggefors et par minutter senere begge hænder på Emil Madsens afslutning, der alligevel krøb ind over stregen. I den anden ende leverede Sebastian Barthold to gevaldige afbrændere i træk, så midtvejs i anden halvleg var GOG foran med 23-16.
Aalborg svarede fint igen, og syv et halvt minut før tid var GOG's føring reduceret til 27-22, men nærmere end det kom gæsterne ikke i en slutfase, hvor Benjamin Jakobsen også pådrog sig en diskvalifikation efter en infight med Lukas Jørgensen.
Mens GOG derfor kan se frem til to kvartfinaler mod Barcelona, må Aalborg Håndbold nøjes med rette fokus mod den hjemlige liga, hvor første ambition er at vinde grundspillet. Allerede lørdag gælder det en udekamp mod Ribe-Esbjerg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.