Aalborg Håndbold

Aalborg-fløj lavede kampens første fejl, og svarede så igen med 10 scoringer

Mark Strandgaard glædede sig over igen at se en glød i øjnene hos alle, da Skjern blev sendt hjem med en slutspilsæk

Mark Strandgaard var i hopla mod Skjern søndag aften. Foto: Henrik Bo

Mark Strandgaard var i hopla mod Skjern søndag aften. Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Mark Strandgaard har haft for vane at brænde sin første afslutning i de seneste kampe for Aalborg Håndbold - for alligevel at ende som helten til slut. Den fremgangsmåde brugte fløjspilleren også søndag aften i slutspilssejren på 41-32 hjemme over Skjern.

Efter det indledende kiks smaskede Mark Strandgaard med største selvfølgelighed sine efterfølgende 10 afslutninger i nettet og bidrog dermed til at sende aalborgenserne tilbage på semifinalekurs i puljen.

- Det var det defensive arbejde, der bar frugt og gav os de mange kontrachancer. At Skjern så valgte at spille syv mod seks og troede på det koncept, det endte bare med at passe os rigtig fint, forklarer Mark Strandgaard.

Aalborg Håndbold mødte søndag aften Skjern Håndbold i HTH Herreligaens slutspil på hjemmebanen i Gigantium.

Aalborg Håndbold mødte søndag aften Skjern Håndbold i HTH Herreligaens slutspil på hjemmebanen i Gigantium.

Fløjspilleren var kun utilfreds med fem af aalborgensernes 60 minutter i søndagens opgør.

- I første halvleg havde vi også en fin defensiv, men på fem minutter i slutningen af første halvleg formåede vi at lave en række dumme beslutninger, så vi i stedet for at være foran med fem mål kun førte med én pind ved pausen.

- Efter 10 minutters spil af anden halvleg følte jeg dog igen, at vi sad solidt på kampen, og derefter slap vi ikke grebet forklarer Mark Strandgaard.

Højrefløjen, der er i gang med sin sidste sæson i Aalborg Håndbold, mener, at forklaringen på, at holdet søndag kom på tavlen i slutspillet ovenpå åbningsnederlaget til Skanderborg, er enkel.

- I modsætning til i den første kamp, så havde vi bare en anden glød i øjnene i alt, hvad vi foretog os. Når vi møder op til kampen på den måde, så har tingene det som regel også med at lykkes, pointerer Mark Strandgaard.

- Nu fik vi smidt Skjern bag os i puljen, og så skal vi sørge for at ride videre på den bølge, vi skabte os i aften, slutter han.

Aalborg Håndbolds næste slutspilskamp er på onsdag 20.30 ude mod topholdet TTH Holstebro.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.