Aalborg Freja har Brøndby-plan klar: Får ny hjemmebane

Serie 1-klubben forlader de vanlige intime rammer, når de danske fodboldmestre snart gæster Nordjylland

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Bestyrelsen i serie 1-klubben Aalborg Freja har været på overarbejde, efter at klubbens førstehold i sidste uge blev parret med selveste Brøndby IF i fodboldens pokalturnering.

Nu er man nået frem til, at drømmen om at fylde hjemmebanen Freja Park med 2500 tilskuere ikke bliver til noget. Hverken sikkerheden eller tv-forholdene er gode nok.

Til gengæld har Aalborg Freja landet en aftale med Aalborg Kommune, der betyder, at man torsdag 28. oktober kl. 18.00 kan invitere til pokalfodbold på Aalborg Portland Park, der ligger få hundrede meter fra klubbens anlæg.

- Når der opstår sådan en ekstraordinær situation, som denne for en amatørklub som vores, er det heldigvis kommunens holdning, at man vil hjælpe med at finde en løsning. Det koster lidt for os, men vi vil rigtig gerne kunne spille kampen i vores lokalområde - i stedet for at skulle flytte kampen til Brøndby, forklarer Freja-formand Jan Michael Daucke.

Aalborg Freja er også i dialog med superligaklubben AaB, der normalt har hjemmebane på Aalborg Portland Park og derfor har forpagtet salget i boderne.

- AaB synes jo også, at den her kamp er sjov, så de vil rigtig gerne hjælpe os. Det gælder både i forhold til sikkerhedspersonale, salg i boderne og billetstruktur. Det er jeg sikker på, at vi lander en god løsning på, siger Jan Michael Daucke.

Da Aalborg Freja i 1/16-finalen slog Lyseng ud, og dermed kvalificerede sig til Brøndby-kampen, kostede det 20 kroner at komme ind. Helt så billigt skal interesserede dog ikke regne med at slippe denne gang.

- Jeg regner med, at vi kan give vores egne medlemmer en reduceret pris, men ellers får prisen nok en nøk opad. Vi skulle gerne som minimum holde skindet på næsen og da også gerne tjene en skilling til klubkassen på den her kamp, siger formanden.

Han tør endnu ikke give et bud på, hvornår man kan starte billetsalget til kampen mod Brøndby, der i øvrigt bliver vist direkte på DR2.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden