Aalborg Håndbold begynder jagten på nye triumfer i næsten stærkeste opstilling

Kristian Bjørnsen er kommet sig over uheld i pokalkamp

Kristian Bjørnsen er kommet sig over den skade, han pådrog sig i søndagens pokalkamp mod HC Midtjylland. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Kristian Bjørnsen er kommet sig over den skade, han pådrog sig i søndagens pokalkamp mod HC Midtjylland. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

HÅNDBOLD:Det bliver et Aalborg Håndbold-hold i noget nær stærkeste opstilling, der torsdag aften tager hul på en ny sæson i HTH Herreligaen med en udekamp mod SønderjyskE.

Sebastian Henneberg er godt nok langtidsskadet og formentlig ude hele sæsonen, men han er til gengæld eneste fravær. Højrefløjen Kristian Bjørnsen, der måtte udgå af søndagens pokalsejr over HC Midtjylland, er spilleklar igen.

- Han har trænet med og er fuldt klar, så udover Henneberg har vi alle mand til rådighed, beretter Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

I sæsonens to første kampe i først Super Cuppen og siden pokalturneringen har Aalborg Håndbold scoret henholdsvis 33 og 36 mål, så selv om det er tidligt på sæsonen, lader angrebsspillet til at sidde i skabet fra start.

- Jeg synes allerede i opstarten, at vi fik vist, at vi nok skal lave mål nok. Defensivt er der stadig nogle ting, der skal forfines, men når det hele bimler og bamler, skal vi nok være der, siger Stefan Madsen, der ellers ikke har haft nemme arbejdsbetingelser i opstarten, idet Henrik Møllgaard, Mikael Aggefors, Felix Claar, Lukas Sandell, Sebastian Barthold og Kristian Bjørnsen alle var til OL i Tokyo.

- Vi kunne godt have brugt 14 dage mere i træningsdagbogen, så der er nogle automatismer, der ikke sidder helt i skabet, og det kommer til at tage tid, men i det store hele er jeg meget fortrøstningsfuld, siger Stefan Madsen.

Den største udfordring er som nævnt defensivt, hvor der blandt andet skal findes en afløser for Magnus Saugstrup som forreste mand i det 5-1-forsvar, der er alternativet til det foretrukne 6-0-forsvar.

- Vi har været hurtigere til at finde ind i rytmen offensivt end defensivt, og især 5-1-forsvaret kræver mere arbejde. Vi er mere trygge i den base, som vores 6-0-forsvar er, så der har vi kortere vej til noget stabilt, men det er også interessant at arbejde med nogle lidt nye typer fremme i 5-1, siger Stefan Madsen, der ser frem til torsdagens sæsonpremiere.

- Vi har selvfølgelig sommerfugle i maven, for det er en ny start. Vi går benhårdt efter at vinde grundspillet, og så skal vi vinde i SønderjyskE. Det håber jeg, at vi er klar til, siger Stefan Madsen.

Der er kampstart i Sønderborg klokken 20.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.