Se billederne: Aalborg Håndbold dummede sig i Skanderborg
De forsvarende mestre åbnede 2021 med et nederlag
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:34
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold fik torsdag aften en skidt start på forårssæsonen i HTH Herreligaen, da udekampen mod Skanderborg Håndbold blev tabt 29-33.
Nederlaget var de forsvarende mestres fjerde i denne sæson.
Se masser af billeder fra kampen nederst i artiklen.
Stillinger undervejs: 4-3, 8-6, 10-9, 13-12, 16-16 (pausestilling), 20-19, 22-23, 24-25, 26-25
Topscorere, Skanderborg: Morten Balling 8, Cornelius Kragh 7
Mål, Aalborg: Sebastian Barthold 6, Lukas Sandell 6, Magnus Saugstrup 4, Nikolaj Læsø 4, Henrik Møllgaard 3, René Antonsen 3, Mark Strandgaard 2, Felix Claar 1
Udvisninger: Skanderborg 7, Aalborg 6
Rødt kort: Kristian Bonefeld (Skanderborg)
Aalborg Håndbold havde store problemer defensivt i kampens indledning. Skanderborg scorede på otte af holdets første ni afslutninger inden for Simon Gades målramme, og det gav østjyderne en 8-6-føring efter 11 minutter.
Gæsterne hang dog på i kraft af, at offensiven fungerede væsentligt bedre end defensiven. Magnus Saugstrup fortsatte storformen fra VM ved at score på sine fire afslutninger i første halvleg og blev kun overgået af Sebastian Barthold, der scorede fem gange på ligeså mange forsøg.
I den modsatte ende havde Simon Gade dog fortsat svært ved for alvor at få fat i en første halvleg, hvor hans forsvar dog også blev handicappet af et par tynde udvisninger. Målmanden havde kun fem redninger i hele halvlegen, men et halvt minut før pausen lykkedes det dog alligevel Mark Strandgaard at udnytte en Skanderborg-fejl og bringe Aalborg foran for første gang siden 2-1, da han scorede til 16-15.
Skanderborgs Lars Skaarup nåede dog at udligne inden pausesignalet, og derfor sluttede en jævnbyrdig første halvleg 16-16.
Fra anden halvlegs start havde Mikael Aggefors erstattet Simon Gade i Aalborgs mål, men målene peb stadig ind. Særligt bagspillerne Morten Balling og Cornelius Kragh scorede efter behag, så godt fem minutter inde i anden halvleg førte Skanderborg 21-19.
Efter seks indkasserede mål fik Mikael Aggefors dog sin første redning små ni minutter inde i halvlegen, da han kom flot tilbage og fik vippet Lars Skaarups afslutning væk kort før målstregen, og samtidigt regnede en byge af udvisninger ned over Skanderborg.
Det udnyttede Aalborg Håndbold til at forvandle 20-22 til 23-22, og nordjyderne havde også muligheden for at øge føringen yderligere. Et par store chancer blev dog brændt på Skanderborg-målmand Salah Boutaf, og med 11 minutter tilbage var Skanderborg igen foran med 26-25.
Aalborg Håndbolds pludselige scoringsproblemer fortsatte med et brændt straffekast fra Sebastian Barthold, så Skanderborg kom også foran 27-25, inden Lukas Sandell stoppede seks minutters scoringspause.
Lukas Sandell, der var med til at vinde VM-sølv med Sverige, var i den periode dog lidt af en enmandshær for Aalborg Håndbold, og det var ikke tilstrækkeligt. Sebastian Barthold brændte således endnu et straffekast, og det udnyttede Skanderborg til at bringe sig foran 30-27, og kampen blev endegyldigt afgjort, da Thomas Arnoldsen et minut før tid scorede til 32-29.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.