Aalborg Håndbold er semifinaleklar efter defensiv opvisning
Aalborg Håndbold lukkede ned for Fredericia efter pausen og sikrede sig den sejr, der var påkrævet for at sikre semifinalepladsen
Opdateret kl. 19:17
FREDERICIA: Fredericia Voldanlæg blev flyttet ind i den lokale håndboldhal, da Aalborg Håndbold med en imponerende defensiv indsats sikrede sig plads i DM-semifinalen. Det blev en realitet efter en sejr på 27-23 over Fredericia HK.
Lørdagsudflugten til Fredericia havde et eneste formål for Aalborg Håndbold: En sejr, der ville være lig med en semifinaleplads. En sikret semifinaleplads ville være lig med en mulighed for at sætte fuld fokus på de to kommende Champions League-kvartfinaler mod Veszprem. Den mellemliggende slutspilskamp mod Mors-Thy ville være uden betydning.
Fredericia har været helt væk i de første slutspilskampe, men da Aalborg kom på besøg, var det et FHK-mandskab, der præsenterede sig fra sin bedste side, mens Aalborg næppe vil påstå, at man ramte det ønskede niveau i de første 30 minutter.
Kun tilbagevendte Kristian Bjørnsen viste højt niveau i angrebet hos Aalborg. Alt for mange muligheder blev forspildt.
En del af forklaringen på Aalborgs manglende evne til at holde trit med Fredericia var placeret i hjemmeholdets mål. Emil Tellerup stod med en redningsprocent over 50 procent efter 24 minutters spil. Blandt andet havde han nappet tre straffekast fra Sebastian Barthold og Buster Juul. Derfor fik Jonas Samuelsson en sjælden tjans som straffekastskytte. Det klarede han bedre end sine to kollegaer på den modsatte fløj.
Tellerup fortjente bestemt ros for sine mange redninger, men Stefan Madsen kunne med rette bede om lidt større afslutningskvalitet.
Mod første halvlegs slutning fik Simon Gade bedre fat i Aalborg-målet, og det dannede grundlag for den første Aalborg-føring, der faldt efter 27 minutters spil, da mesterholdet var i front med 13-12.
Føringen blev dog en kort fornøjelse, og meget symptomatisk for første halvleg, blev det Fredericia, der gik til pause med en føring.
- Håndbold, HTH Ligaen, slutspil
- Stillinger undervejs: 3-0, 4-3, 6-3, 8-5, 8-8, 11-9, 12-13, 16-16, 18-19, 19-22, 20-24.
- Topscorere for Fredericia: Anders Martinusen 5, Kasper Yong 4 mål.
- Mål for Aalborg Håndbold: Kristian Bjørnsen 7, Felix Claar 6, Jesper Nielsen 3, Lukas Sandell 3, Jonas Samuelsson 2, Nikolaj Læsø 2, René Antonsen 1, Victor Kløve 1, Henrik Møllgaard 1, Sebastian Barthold 1 mål.
- Udvisninger: Fredericia 6, Aalborg 3
- Rødt kort: Lukas Sandell, Aalborg
- Tilskuere: 1512
Aalborg kom langt mere koncentreret ud til anden halvleg. Det kom til udtryk i begge ender af banen. Angrebsspillet var en tand bedre, og det afstedkom bedre afslutningsmuligheder. Defensivt blev der nu taget lidt hårdere fat, og det betød, at Simon Gade fik bedre arbejdsbetingelser i målet.
De lovende Aalborg-takter fik dog et skud for boven, da Lukas Sandell seks minutter inde i anden halvleg blev præsenteret for et direkte rødt kort.
Da Sandell var eneste venstrehåndede bagspiller på holdkortet blev resten af kampen i sagens natur med tre højrehænder i bagkæden. Det fik i første omgang Fredericia til at gå offensivt til værks i forsvaret. Den offensive opdækning løste Aalborg dog godt.
Det var dog først og fremmest Aalborg-forsvaret, der leverede varen denne lørdag. René Antonsen og Henrik Møllgaard satte trumf på i det centrale forsvar, og efter 20 minutter af anden halvleg havde Fredericia blot scoret fem mål.
De to forsvarsgeneraler kan sagtens søge job i "Gaden" som dørmænd i sommermånederne. Her vil det eneste problem være, at omsætningen vil falde på det diskotek, de måtte blive ansat på, for de afviste alt i døren efter pausen.
Slap der en enkelt bold forbi den levende mur, så stod Simon Gade klar til at gøre sit arbejde. Det endte i en flot defensiv symbiose.
Da Aalborg-forsvaret fremtvang et par boldtab fra Fredericia, der var gået over i syv mod seks-angrebsspil, blev kampen afgjort med et par scoringer i tomt Fredericia-mål.
Med sejren er Aalborg Håndbold klar til DM-semifinalen. Nu er eneste spørgsmål, om man slutter et eller to i puljen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.