En lang kamp venter uheldig Aalborg-back: Én operation er ikke nok
Det bliver i småtingsafdelingen, hvis der kommer flere tilføjelser til truppen, siger direktør Jan Larsen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:15
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold meddelte onsdag, at den 28-årige svenske højrefløj Andreas Flodman bliver føjet til de forsvarende danske mestres hold efter denne sæson, og dermed er direktør Jan Larsen ved at have samlet det puslespil, der udgør næste sæsons trup.
- Vi er ved at have mange brikker på plads. Man skal jo aldrig sige aldrig, men hvis der kommer til at ske mere, bliver det i småtingsafdelingen, siger Jan Larsen.
Udover Andreas Flodman har Aalborg Håndbold allerede sikret sig underskrifter fra den danske landsholdsstjerne Mikkel Hansen samt Mors-Thy Håndbolds Mads Hoxer, mens Jonas Samuelsson og Nikolaj Læsø siger farvel.
- Når jeg kigger ned over det hold, vi har samlet til næste sæson, tænker jeg jo, at det ser rigtig spændende ud. I forhold til Mikkel Hansen er ord overflødige, men vi får også en rigtig spændende spiller i Hoxer. Han er en ung spiller, der selvfølgelig skal bruge tid på at blive integreret på vores hold, men han har jo allerede vist, at han er en spiller fra øverste hylde.
- Når man lægger det oveni de mange gode spillere, vi allerede har, tegner det lovende, siger Jan Larsen, der også ser frem til, at Andreas Flodman skal kæmpe med Kristian Bjørnsen om spilletiden på højre fløj.
- Vi har jo haft mulighed for at studere Andreas på nærmeste hold i den danske liga i de seneste år, og der har han vist, at han er en ligaens absolut bedste spillere på sin position.
- Han har faktisk også altid været god mod os, selv om jeg sagt med et glimt i øjet nu ikke ved, om det har været helt udslagsgivende, siger Jan Larsen.
Andreas Flodman erstatter Jonas Samuelsson på højre fløj, og da aftalen med Mikkel Hansen forlængst er sikret, er det langt fra givet, at Aalborg Håndbold skal på jagt efter en bagspiller, selv om det i sidste uge blev offentliggjort, at Nikolaj Læsø skifter til FC Porto med virkning fra næste sæson.
- Som sagt vil jeg ikke afvise noget, men vi har mange spillere på kontrakt, så her og nu kommer der i hvert fald ikke til at ske noget, siger Jan Larsen.
Med Mikkel Hansen, Felix Claar, Aron Pálmarsson, Henrik Møllgaard, Andreas Holst og Sebastian Henneberg har Aalborg Håndbold nemlig i øjeblikket seks højrehåndede bagspillere på kontrakt i næste sæson.
Dertil kommer tre bagspillere, der kaster med venstre hånd, men for en af dem har det lange udsigter, før han er tilbage på håndboldbanen. I december ødelagde Martin Larsen for tredje gang i karrieren korsbåndet i sit venstre knæ, og denne gang kan han ikke nøjes med at komme under kniven en enkelt gang.
- For at få det lavet ordentligt skal der to operationer til. Han har været igennem den første, og heldigvis siger lægen, der har gennemført indgrebet, at det ser rigtig fint ud. Om tre-fire måneder skal han så igennem operationen, hvor korsbåndet skal laves, så det har lange udsigter, og det er ærgerligt og synd for Martin, men det må tage den tid, det tager, siger Jan Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.