Aalborg Håndbold fandt kræfterne i gyserafslutning

Slutspilsfinalen mod Skjern blev først afgjort i sidste minut, men aalborgenserne har nu fået den vej til DM-guldet, de kunne håbe på

Aalborg Håndbold mødte søndag Skjern Håndbold i HTH Herreligaens slutspil. Aalborg 22. maj 2022 <i>Foto: Martin Damgård</i>

Aalborg Håndbold mødte søndag Skjern Håndbold i HTH Herreligaens slutspil. Aalborg 22. maj 2022 Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Et decimeret Aalborg Håndbold-mandskab fik med det yderste af neglene afvist Skjern i søndagens puljefinale i slutspillet og sikrede dermed holdet de bedst mulige forudsætninger for at genvinde DM-guldet.

Med sejren på 29-27 over vestjyderne i en tæt pakket Sparekassen Danmark Arena vinder aalborgenserne deres pulje og møder dermed Bjerringbro-Silkeborg i semifinalen. Første kamp er på hjemmebane onsdag aften, og en eventuel tredje semifinalekamp skal også spilles i Aalborgs egen hule.

Kampen fandt dog først sin afgørelse i det sidste minut. Her reddede Simon Gade først en fri fløjafslutning, der kunne have betydet udligning til 28-28. I stedet formåede aalborgenserne at trække deres sidste angreb så lang tid, at Henrik Møllgaards scoring til 29-27 cementerede resultatet.

Aalborg Håndbold startede ellers kampen som lyn og torden, og især Felix Claar var i hopla. Den svenske playmaker scorede sit holds første tre mål, og samtidig startede Simon Gade stærkt i målet. Efter knap ni minutter stod der 5-1 på måltavlen, og Skjern-bænken følte sig nødsaget til at tage en timeout.

René Antonsen kæmpede hårdt for sagen på stregen og scorede to gange mod Skjern. <i>Foto: Martin Damgård</i>

René Antonsen kæmpede hårdt for sagen på stregen og scorede to gange mod Skjern. Foto: Martin Damgård

Snakkepausen hjalp umiddelbart ikke, for efter nok en Gade-redning og to skarpe skud fra Buster Juul var Aalborgs føring udbygget til 7-2.

Kun Eivind Tangen havde for alvor held til med at bryde igennem til scoring for Skjern, og efter 17 minutters spil kunne Felix Claar give hjemmeholdet den hidtil største føring på 10-4.

Da cheftræner Stefan Madsen siden satte den unge garde - Christian Termansen, Victor Kløve og Valdemar Hermansen - på banen, sneg fejlene sig dog ind i angrebet. Samtidig fik Skjern prikket hul på Simon Gade, og vestjyderne fik frem mod pausen halveret Aalborgs forspring, så de måtte nøjes med at tage en 13-10-føring med i omklædningsrummet.

Aalborg Håndbold virkede også mest klar, da anden halvleg blev skudt i gang, og denne gang tog det mindre end fem minutter for gæsternes cheftræner Mathias Madsen at trykke på timeout-knappen. 16-11 stod her på måltavlen - blandt andet efter to scoringer fra Nikolaj Læsø.

Forsvarsmæssigt var der dog ikke meget, der fungerede for Aalborg Håndbold, og Mikael Aggefors, der havde afløst Simon Gade i målet, fik heller ikke fat i noget. Så efter et par afbrændere i angrebet var føringen efter 12 minutters spil pludselig skrumpet til 20-18.

Stefan Madsen tog derfor en timeout, men i første omgang spiste Skjern sig bare tættere på, så der blot stod 25-24 til Aalborg med 12 minutter tilbage af opgøret.

Skjern kom også på 26-26 og 27-27, men vestjyderne fik aldrig en føring i kampen, de var tvunget til at vinde, hvis de skulle fravriste aalborgenserne førstepladsen i puljen. De møder nu GOG i semifinalen.

Aalborg Håndbold - Skjern 29-27

  • Håndbold, HTH Ligaen, slutspil
  • Stillinger undervejs: 3-1, 7-2, 10-4, 12-9, (13-10), 16-11, 20-17, 24-23, 26-26
  • Mål, Aalborg: Felix Claar 11, Nikolaj Læsø 5, Henrik Møllgaard 5, Buster Juul 4, René Antonsen 2, Victor Kløve 1, Valdemar Hermansen 1
  • Topscorer, Skjern: Eivind Tangen 8, Rene Rasmussen 5, Senjamin Buric 4, Jesper Konradsson 3, Lasse Uth 3, Emil Bergholt 2, Lasse Mikkelsen 2
  • Udvisninger: Aalborg 1, Skjern 4
  • Tilskuere: 4437

Aalborg Håndbold - Skjern

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.