Aalborg

Aalborg Håndbold fik højtflyvende Nordsjælland ned på jorden

Aalborg Håndbold vandt 32-25 over Nordsjælland i en kamp, der vil blive husket for nordsjællandske problemer med at komme frem til tiden

Jesper Nielsen blev topscorer for Aalborg Håndbold, da man besejrede Nordsjælland.
Jesper Nielsen blev topscorer for Aalborg Håndbold, da man besejrede Nordsjælland. Foto: Torben Hansen

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold endte med at vinde hjemmekampen mod Nordsjælland Håndbold relativt komfortabelt, men det så længe ud til at blive en tæt affære. Aalborg trak imidlertid fra mod slutningen, så den fjerde sejr på stribe blev kørt sikkert i hus.

Kampen havde oprindeligt kampstart klokken 14, men strejke i Kastrup Lufthavn betød, at Nordsjælland-delegationen blev forsinket, så kampen måtte udskydes en halv time.

Umiddelbart skulle man tro, at det var gæsterne, der havde fået ødelagt sine forberedelser til kampen, men i første halvleg så det unægteligt ud til, at det var hjemmeholdet, der var blevet lullet i søvn af udsættelsen.

Aalborg stillede op uden Simon Gade, ligesom Aron Pálmarsson fortsat er fraværende. De to fraværende profiler kan næppe lastes for den mildest talt svingende indsats, der blev lagt for dagen af Aalborg Håndbold i de første 30 minutter.

Aalborg Håndbold havde ikke nævneværdige problemer med at score mål i kampens indledning. Det samme kunne dog siges om Nordsjælland, der trods otte redninger fra Mikael Aggefors havde gode arbejdsbetingelser.

Halvvejs gennem første halvleg kom Henrik Møllgaard i spil som højre back, da Lukas Sandell skulle have et hvil. Det ændrede lidt på angrebsrytmen, men det ændrede dog ikke på, at Nordsjælland ikke kunne dæmme op for Aalborg-angrebet. Felix Claar fordelte dygtigt bolden, så der var fine scoringsmuligheder for Aalborg-offensiven.

Mod halvlegens slutning ændrede det billede sig dog, da Aalborg nu manglede nogle marginaler, der betød, at det var mere stolpe ud end stolpe ind.

Det betød, at Nordsjælland - overraskende og ganske imponerende med tanke på optakten til kampen - kunne gå til pause foran 15-13. Faktisk mindede Aalborgs første halvleg i høj grad om noget, som man oplevede flere gange i efteråret med en første halvleg under niveau fra mesterholdet.

Aalborg havde svært ved at styre Nichlas Hald, der gjorde det godt for udeholdet. Hald var både farlig på eget skud og indspil til stregen. Derfor var der brug for en solid anden halvleg fra et Aalborg-hold, der skulle træde i karakter.

Aalborg Håndbold - Nordsjælland Håndbold 32-25

Stillinger undervejs: 3-3, 5-7, 8-8, 12-10, 12-14, (13-15), 17-16, 19-20, 22-23, 27-24, 30-25

Målscorere for Aalborg Håndbold: Jesper Nielsen 5, Sebastian Barthold 4, Kristian Bjørnsen 4, Felix Claar 3, Lukas Sandell 3, Buster Juul 3, Benjamin Jakobsen 3, Jonas Samuelsson 2, Henrik Møllgaard 2, Nikolaj Læsø 1, Andreas Holst 1, Mikael Aggefors 1.

Topscorere for Nordsjælland Håndbold: Nichlas Hald 8, Andreas Magaard 4.

Udvisninger: Nordsjælland 3

Tilskuere: 3437

Indledningen på de sidste 30 minutter indikerede, at Stefan Madsen havde fået rettet et og andet i pausen, for det var et anderledes kontant Aalborg-forsvar, der nu bevægede sig med en helt anden intensitet.

Det viste sig at være en stakket frist, for Nichlas Hald blev ved med at køre rundt med Aalborg-forsvaret. Jacob Holms dobbeltgænger havde omtrent ligeså nemt ved at score, som Aalborg havde i den modsatte ende, og derfor blev Nordsjælland ved med at være i front.

Med et kvarter tilbage af forestillingen virkede det langt om længe som om, Aalborg var kommet ud af sin jetlag-lignende tilstand. Tempoet i både forsvars- og angrebsaktioner blev atter hævet. Publikum virkede også til at forstå situationens alvor. Nu blev der klappet og buh'et i en sådan grad, at det satte en tyk streg under, at tilskueropbakning kan gøre en forskel.

Da Jesper Nielsen bragte Aalborg foran med 25-24 var det begyndelsen til enden for Nordsjælland, der nu var vingeskudt godt og grundigt. Et par gode forsvarsaktioner og et par scoringer senere var kampen afgjort. Det hjalp også gevaldigt på Aalborgs vinderchancer, da Mikael Aggefors fandt et par store redninger frem mod slutningen. Den svenske klassekeeper endte med en redningsprocent over 40 i en kamp, hvor han ellers ikke var helt oppe at ringe.

Kristian Bjørnsen lukkede og slukkede, da han kastede bolden i et tomt mål til 32-25. Med sejren fik Aalborg et godt afsæt til midtugens svære Champions League-opgave ude mod Meshkov Brest.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden