Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold forlænger kontrakt med stortalent

Den 20-årige venstre back har spillet 28 officielle kampe for Aalborg Håndbold, men kan nu se frem til mange flere

Victor Kløve har spillet 28 officielle kampe for Aalborg Håndbold, og nu har han skrevet under på en kontrakt for de næste tre år.
Victor Kløve har spillet 28 officielle kampe for Aalborg Håndbold, og nu har han skrevet under på en kontrakt for de næste tre år. Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG: Aalborg Håndbold har forlænget kontrakten med den 20-årige Victor Kløve, som klubben selv kalder et af de største talenter på venstre back i Danmark.

Det oplyser Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

Victor Kløve kom som ungdomsspiller til Aalborg Håndbold fra partnerklubben Brønderslev Idrætsforening, og har allerede opnået 28 officielle kampe i Aalborg-trøjen, hvor det er blevet til 29 scoringer - heraf 14 i indeværende sæson.

- Han har allerede imponeret i sit første år som senior, og vi forventer også, at han i løbet af et par sæsoner vil være blandt de bedste på sin plads i HTH Herreligaen. Derfor lå det også lige for at forlænge aftalen med ham, så vi og vores mange fans fortsat kan få glæde af hans evner de kommende år, skriver klubben i pressemeddelelsen.

Victor Kløve var ikke i tvivl, da han blev tilbudt en forlængelse af kontrakten.

- Der er ingen tvivl om, at jeg stortrives i klubben, og som ung spiller får man næppe et bedre miljø at udvikle sig i end det, jeg hver dag er en del af.

- Samtidig er jeg utrolig glad for at være en del af en klub med store ambitioner, og ikke mindst en stærk hjemmebane med et medlevende publikum. Så jeg glæder mig til de kommende år, og håber, jeg kan bidrage til, at vi får endnu flere titler til klubben, lyder det fra Victor Kløve i pressemeddelelsen fra klubben.

Udover kampene for Aalborg Hånd er venstre backen noteret for 29 U-landskampe samt deltagelse for Danmark ved U/20 EM tidligere i år.

Med den nye kontrakt er Victor Kløve at finde hos Aalborg Håndbold frem til sommeren 2026.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden