Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold frygter det værste for uheldsramt bagspiller

Sebastian Henneberg pådrog sig det, der lignede en ny alvorlig knæskade i sejren over TTH Holstebro

En grædefærdig Sebastian Henneberg måtte hjælpes i omklædningsrummet efter sit uheld. Foto: Lars Pauli
En grædefærdig Sebastian Henneberg måtte hjælpes i omklædningsrummet efter sit uheld. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:39

HÅNDBOLD: Med en 34-30-sejr over TTH Holstebro fuldførte Aalborg Håndbold søndag missionen om at slutte HTH Herreligaens grundspil på andenpladsen og dermed få to point med over i slutspillet.

Men glæden over det overskygges af bekymring i Aalborg-lejren, fordi Sebastian Henneberg i første halvleg måtte hjælpes fra banen efter at have pådraget sig det, der lignede en ny alvorlig knæskade. Bagspilleren var netop kommet tilbage efter at have siddet ude i næsten hele sæsonen med en korsbåndsskade.

- Det gør ondt helt ind i marv og ben at tænke på. Vi krydser fingre for, at det viser sig, at han bare har fået en forskrækkelse, for det er forfærdeligt at tænke på, at han måske skal sidde ude i lang tid igen, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

Den uheldige bagspiller frygter dog det værste, fortæller Aalborg-træneren.

- Han har det ikke specielt godt. Han er selvfølgelig chokeret over det, der skete, men han kan ikke gøre andet nu end at lægge sin skæbne i andres hænder og så blive tjekket så hurtigt som muligt, siger Stefan Madsen.

Rejste sig til sidst

Fraset Sebastian Hennebergs uheld kunne Aalborg Håndbold dog glæde sig over, at man trods problemer undervejs til sidst fik skovlen under TTH Holstebro og derfor får et godt udgangspunkt inden slutspillet.

- Det var dejligt, at vi fik rebet sejlene til sidst, for det så ikke helt stabilt ud hele vejen. Især defensivt havde vi problemer i første halvleg, så det var dejligt at se, at vi kunne holde dem nede på 12 mål i anden halvleg, siger Stefan Madsen.

I det forestående slutspil kommer Aalborg Håndbold foruden søndagens modstandere i pulje med Skanderborg og Skjern. Aalborg Håndbold får to point med over, TTH Holstebro et enkelt, mens de to sidste hold starter uden point.

- Det er set mange gange før, at det kan være helt afgørende at få de point med over. Ikke bare på grund af pointene i sig selv, men også fordi man i tilfælde af pointlighed har fordelen. Det er et godt udgangspunkt for os, siger Stefan Madsen.

De to bedste hold fra de to puljer går videre til semifinalerne. I grundspillet hentede Aalborg Håndbold to sejre over Skjern, mens det blev til en sejr og et nederlag mod både TTH Holstebro og Skanderborg.

- Det betyder selvfølgelig noget for det mentale, at vi går ind til slutspillet med en overhånd mod TTH efter at have slået dem i dag, men det bliver to drabelige kampe mod dem. Vores historik mod Skanderborg er ikke god, og selv om Skjern har underpræsteret, har de nogle individualister, der kan gøre det svært for hvem som helst.

- Det er en giftig pulje, men vi har bevist, at vi er gode til at afgøre det til vores fordel, når det for alvor spidser til, og det tror jeg selvfølgelig også på, at vi kan her, siger Stefan Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden