Aalborg Håndbold har overskud i regnskabet for 14. gang i træk
På trods af ekstraordinære udgifter er der plus på bundlinjen hos Aalborg Håndbold i regnskabet
Opdateret kl. 13:09
Det er ikke kun på banen, at det går godt for Aalborg Håndbold.
Der er også fortsat styr på økonomien. Klubben har netop offentliggjort årsregnskabet, og det viser overskud for 14. år i træk. Det lyder på 290.000 kroner før skat. Det er et fald i forhold til det foregående år, hvor der var 850.000 kroner i plus på bundlinjen.
Overskuddet kommer efter en sæson, der for første gang bragte samtlige tre titler i dansk herrehåndbold til Aalborg.
- Når vi kigger tilbage på sæsonen der gik, så var det til tider turbulent med skader og fravær i længere perioder hos flere af vores største profiler. Set i det lys, er det endnu mere imponerende, at vi kunne hjemtage Super Cup’en, Santander Cup og det danske mesterskab. Ligeledes var der også ekstraordinære udgifter, da vi valgte at hente Sander Sagosen i Kolstad i foråret, ligesom vi i november 2024 valgte at skifte ud på trænerposten.
- Når vi på trods af alle disse hændelser fortsat kommer ud med overskud, er det virkelig en understregning af den langvarige, opadgående kurve vi har gang i, siger Aalborg Håndbolds bestyrelsesformand Mark Nielsen.
Økonomisk efterslæb
Han understreger, at målet fortsat er at blive verdens bedste håndboldklub, både på og uden for banen.
- Man siger altid, at det sværeste ikke er at nå toppen, det er at blive på toppen. Det er vi meget bevidste om og det er derfor betryggende, at der ikke bliver hvilet på laurbærrene i forhold til ambitionsniveauet. Selvom vi i en dansk kontekst har opnået en markant størrelse, så må vi også erkende, at vi økonomisk stadig har et efterslæb i forhold til vores internationale konkurrenter og vores mål om at vinde Champions League, så vi har stadig masser at stræbe efter.
Aalborg Håndbold har fået en flot start på den nye sæson og er placeret på førstepladsen i Bambuni Herreligaen med fem sejre ud af fem mulige, mens man i Machineseeker EHF Champions League har vundet to af de første tre kampe og indtager en øjeblikkelig andenplads i puljespillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.