Aalborg Håndbold henter stærk fløj hjem fra Tyskland

Det bliver til et gensyn med en gammel kending hos Aalborg Håndbold i næste sæson

Patrick Wiesmach vender hjem til Aalborg Håndbold i næste sæson. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Patrick Wiesmach vender hjem til Aalborg Håndbold i næste sæson. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Der er gang i den hos Aalborg Håndbold, der så småt er ved at have styr på holdet til næste sæson. Seneste tilføjelse er Patrick Wiesmach. Den stærke højrefløj vender hjem til Nordjylland fra sommeren 2023.

- Patrick er en ægte klubmand med rødder i det nordjyske, og ganske som Simon Hald til sommer, samt Henrik Møllgaard og Martin Larsen før dem, er vi glade for, at han har valgt at vende hjem til Aalborg for at blive del af vores spændende projekt, udtaler Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

- Som spiller er Patrick en erfaren herre med en utrolig speed i kontrafasen og en veludviklet målnæse, og vi er ikke i tvivl om, at han fra den kommende sæson vil udgøre en spændende duo på højrefløjen sammen med Kristian Bjørnsen, fortsætter Jan Larsen.

Patrick Wiesmach selv glæder sig også til at komme tilbage til Aalborg Håndbold, hvor fokus er på at være med til at løfte klubben til nye højder.

- Til sommer har jeg været i Tyskland i fem år, og selvom det har været spændende og udfordrende, så ser jeg meget frem til at komme retur til Aalborg og blive del af den fortsat rivende udvikling, som klubben er inde i, forklarer Patrick Wiesmach.

Tilgangen af Wiesmach betyder samtidig, at man vinker farvel til Andreas Flodman, der skifter til den tyske Bundesligaklub Frisch Auf Göppingen.

- Andreas har præsteret fint for os, når han har været på banen, men har dels været ramt af skader, dels har han ydermere ikke fået den spilletid, vi sammen forventede, han ville få. Derfor var vi også enige om, at vores veje skilles til sommer, hvor Andreas har fået muligheden for at fortsætte karrieren i Tyskland, udtaler Jan Larsen i en pressemeddelelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.