Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold henter stor profil hos rivaler

Sebastian Barthold bliver afløst af en landsholdskammerat i Aalborg Håndbold

Alexandre Blonz får fra næste sæson hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena.
Alexandre Blonz får fra næste sæson hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena. Arkivfoto: René Schütze//Ritzau Scanpix

Opdateret 04. april 2025 kl. 14:23

Rygterne var løbet længe i forvejen, men torsdag blev det ganske vist.

Aalborg Håndbold henter den norske landsholdsfløj Alexandre Blonz hos rivalerne fra GOG.

Parterne har indgået en treårig aftale med virkning fra næste sæson. Det bekræfter Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

I Aalborg Håndbold er Alexandre Blonz udset til at afløse landsmanden Sebastian Barthold, der forlader klubben ved kontraktudløb denne sommer.

– Alexandre er en spiller, vi fulgte, allerede inden han kom til GOG, men i løbet af efteråret fik vi mulighed for at lave en aftale med ham fra den kommende sæson, hvilket vi er enormt tilfredse med, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

I de seneste år har 24-årige Alexandre Blonz overtaget positionen som førstevalg foran Barthold på det norske landshold, og han har også haft stor succes i GOG siden ankomsten fra ungarske Pick Szeged i 2023.

- Aalborg er et skridt op i karrieren, føler jeg. Klubben er for mig et af verdens bedste hold og kæmper altid om at vinde alle titler, og det har jeg rigtig meget lyst til at være en del af.

– Derfor håber jeg, at vi i min tid i klubben kan vinde endnu flere titler, samt forhåbentlig nå frem til Final4 i Champions League, siger Alexandre Blonz.

Alexandre Blonz har skrevet en treårig kontrakt med Aalborg Håndbold. Foto: Aalborg Håndbold

Slutningen af 2024 var dog ikke nogen stor succes for nordmanden, der både blev ramt af en knæskade og en blodprop i hjernen.

Det holdt ham fra at deltage ved VM på hjemmebane i januar. Han har siden fortalt, at han er kommet sig fuldt ud over blodproppen, så nu er det kun knæskaden, der holder ham væk fra håndboldbanen.

Det kommer den til at gøre i resten af sæsonen, hvorfor han allerede har spillet sin sidste kamp for GOG.

– Det går heldigvis rigtig godt med Alexandre, og vi har en forventning om, at han nok skal blive helt fit for fight igen.

- Nu har han en knæskade, som han lige skal have styr på. Om han er helt klar til sæsonstart, ved vi ikke endnu. Det er en skade, der tager mellem seks og ni måneder, og derfor kan vi ikke helt præcist sige, hvornår han er klar til at spille. 

- Han er ung, stærk og dynamisk, så han skal bare have lov at have den tid, det tager, så skal han nok komme tilbage til det niveau, vi alle kender, siger Jan Larsen til Nordjyske.

Med Sebastian Bartholds exit betyder Alexandre Blonzs skadesproblemer, at Buster Juul måske må være ene om at passe venstre fløj i begyndelsen af sæsonen.

- Det har Buster gjort før. Vi har sikkert også nogle unge mennesker på vores U19-hold, der kan bidrage. Ellers har vi måske nogle bagspillere, der kan supplere, siger Jan Larsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden