Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold holder på verdensklassespiller, og endnu en er på vej

Aalborg Håndbold har sikret sig en vigtig kontraktforlængelse

Aalborg Håndbold kan glæde sig over en markant kontraktforlængelse.
Aalborg Håndbold kan glæde sig over en markant kontraktforlængelse. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 16:27

Kristian Bjørnsen kom til Aalborg Håndbold i 2021 på en treårig kontrakt fra den tyske Bundesligaklub HSG Wetzlar, en aftale der i 2022 blev forlænget til udgangen af den nuværende sæson.

Med den nylige forlængelse er der lagt endnu en sæson til samarbejdet med 35-årige Kristian Bjørnsen, der siden ankomsten i 2021 været blandt Herreligaens bedste på pladsen som højre fløj. Det oplyser Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

- Vi er meget tilfredse med, at vi har kunne forlænge aftalen med Kristian for yderligere en sæson. Han er en vigtig brik på holdet og er blandt de mest stabile fløjspillere i Aalborg Håndbolds historie.

- Dertil kommer, at han altid præsterer på et meget højt niveau med stor træfsikkerhed i sine afslutninger, mens han defensivt også er en dygtig og snu spiller, hvis store erfaring kommer både ham selv og hele holdet til gode, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

Nordmanden selv er også glad for at kunne forlænge opholdet i Nordens Paris med mindst en sæson mere.

- Jeg er utrolig glad for at have forlænget min kontrakt med klubben i endnu en sæson. Jeg kom hertil for at vinde titler og spille med i Champions League – og begge dele er i den grad lykkedes, ligesom det er spændende at være del af en ambitiøs klub der hele tiden udvikler sig.

- Samtidig er jeg og min familie også meget glade for at bo i Aalborg. Vi befinder os godt i byen, der virkelig er en ægte sportsby, hvilket man også ser på den store opbakning vi har på hjemmebanen i Sparekassen Danmark Arena. Mit mål er klart, at vi inden for de kommende par sæsoner kan stå med Champions League-trofæet i hånden, hvilket jeg mener er realistisk, når man ser på de spillere vi har i truppen og de der kommer til næste sommer, siger Kristian Bjørnsen.

Kristian Bjørnsen er per dags dato noteret for 166 kampe og 498 scoringer for Aalborg Håndbold, mens det for det norske landshold er blevet til foreløbig 204 kampe og 735 mål.

Tre hængepartier tilbage

Med aftalen med den norske højre fløj er Aalborg Håndbold kommet et skridt nærmere at have næste sæsons trup på plads.

Tilbage står at få afklaret fremtiden for Henrik Møllgaard, Sebastian Barthold og Martin Larsen, der har kontraktudløb efter denne sæson.

- Der er nogle hængepartier, men vi er i dialog om det. Jeg håber, at vi kan få truppen på plads inden jul, siger Jan Larsen til Nordjyske.

Det trækker dog som minimum op til en udskiftning på venstre fløj, hvor GOG's Alexander Blonz er et meget varmt navn. Forleden berettede TV 2 om forhandlingerne mellem den norske landsholdsspiller og Aalborg Håndbold, og ifølge Nordjyskes oplysninger er parterne meget tæt på at kunne offentliggøre en aftale.

- Der er mange af den slags historier, og dem har jeg ikke nogen planer om at kommentere, siger Jan Larsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden