Aalborg Håndbold

Se billederne: Fabelagtige scener da Aalborg Håndbold spillede sig i Champions League-finale

Aalborg Håndbold nægtede ganske enkelt at give op, da man sendte Paris ud og sig selv i finalen med 35-33

René Antonsen storspillede i lighed med resten af Aalborg-holdet i Champions League-semifinalen mod PSG. Foto: Henrik Bo

René Antonsen storspillede i lighed med resten af Aalborg-holdet i Champions League-semifinalen mod PSG. Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold blev klappet ud af arenaen, da den sensationelle sejr over Paris var en kendsgerning. Det var intet mindre end fabelagtige scener, der udspillede sig.

500 mennesker føles ikke som alverden i Lanxess Arena, der har plads til 20.000 mennesker. Derfor havde arrangørene valgt at rulle et gardin ned foran den øverste del af arenaen. På den måde virkede arenaens overvældende tomhed ikke helt så massiv.

På samme måde rullede PSG et gardin ned foran eget mål i kampens indledning. Et hyper aggressivt PSG-forsvar gjorde det til en svær mission at spille angrebsspil for Aalborg i kampens indledning.

Felix Claar, der har storspillet for Aalborg hele sæsonen, fik en forfærdelig indledning på kampen med to skud, der røg forbi mål og to tekniske fejl. Den svenske Aalborg-profil

Der skulle en timeout og en opsang til, før Claar og Aalborg fik gang i målscoringen. Det ændrede dog ikke indtrykket af et Aalborg-angreb, der var udfordret i offensiven. Stefan Madsen to konsekvensen ved at gå over til at spille syv mod seks i angrebet.

Som første halvleg skred frem fik Aalborg bedre og bedre styr på angrebet. Mikael Aggefors bød ind med et par redninger, mens Claar og Møllgaard fik skudt hul på det franske forsvar, der havde set skræmmende ud i kampens indledning.

Henrik Møllgaard blev ramt af sin anden udvisning efter 24 minutters spil, og det var et hårdt slag mod Aalborgs-finaleforhåbninger, da Møllgaard indtil da havde været manden, der havde bevaret roen og overblikket på et lidt presset Aalborg-hold. Møllgaard fik derfor noget pause på bænken, når der skulle dækkes op, men i den periode tog René Antonsen og Magnus Saugstrup flot over.

På første halvlegs sidste angreb spillede PSG for første gang syv mod seks, og det afstedkom en helt fri afslutningsmulighed til Ferran Sole, men som en anden leopard formåede Simon Gade at holde bolden ude af målet, da han hoppede tilbage mod stregen og fuldbyrdede den redning, han havde sat i søen ved at snitte Soles afslutning.

Redningen gav Aalborg noget momentum med ned i kabinen, hvor Stefan Madsen utvivlsomt havde fokus på, hvordan man kunne få lidt bedre fat om forsvarsspillet, hvor PSG havde haft lidt for let spil med stregspillet som et afgørende nedslagspunkt.

Nede 15-13 ved sidebyttet var der bestemt stadig muligheder for Aalborg.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen

Paris Saint-Germain Handball - Aalborg Håndbold 33-35 (15-13)

Topscorere for PSG: Nedim Remili 7, Mikkel Hansen 6, Luc Steins 4 mål.

Topscorere for Aalborg Håndbold: Felix Claar 8, Nikolaj Læsø 5, MAgnus Saugstrup 5, René Antonsen 5, Henrik Møllgaard 4 Lukas Sandell 4 mål

Stillinger undervejs: 3-0, 6-3, 9-5, 11-8, 14-12, 19-14, 22-18, 23-22, 24-24, 25-26, 29-31,

Dermed spiller Aalborg Champions League-finale søndag.

Anden halvleg begyndte i et voldsomt tempo. Et tempo som Paris administrerede lidt bedre end Aalborg. Blandt andet brændte Jonas Samuelsson en god mulighed, mens Sebastian Barthold driblede en kontrachance ud i ingenting.

Den slags fejl blev straffet prompte af Paris, der bragte sig i front med fem mål. De fysisk stærke stregspillere hos Paris blev ved med at skabe problemer i Aalborg-forsvaret, hvor Simon Gade dog forsøgte at lege levende mur. Det lykkedes med mellemrum, så fra at have været nede med fem mål kæmpede Aalborg sig tilbage i kampen.

Offensivt havde Aalborg ret godt fat. Lukas Sandell scorede nu mål på stribe, og René Antonsen storspillede på stregen. Det var fortsat i defensiven, at det kneb med at skabe de positive sekvenser, der kunne sende Aalborg på omgangshøjde med det franske storhold.

Simon Gade fik bedre og bedre fat, som anden halvleg skred frem, og fra sejrssikre attituder på Paris-bænken var det franske humør nu anderledes afdæmpet. Der var til gengæld store smil på Aalborg-bænken, da nordjyderne i flere omgange bragte sig foran med et mål. Det tvang Paris til at tage timeout, og nu lurede sensationen for alvor.

En storspillende Lukas Sandell blev ved med at sætte sine modspillere, men Paris havde også fået hul igennem til netmaskerne, så afslutningen blev en hæsblæsende forestilling, hvor pendulet hele tiden svingede fra Aalborg til Paris-favør.

Da Nikolaj Læsø bragte Aalborg foran med 31-29 med under fire minutter tilbage begyndte det for alvor at blive hedt for de medrejsende Aalborg-fans, der havde fået nye venner i de medrejsende Barcelona-fans, der også klappede ivrigt, når Aalborg scorede.

Jublen brød løs, da Lukas Sandell få sekunder før tid gjorde det til 35-33, mens Aalborg-spillerne jublede løs, kunne nedtrykte PSG-spillere forlade arenaen med et endnu større CL-kompleks.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.