Aalborg Håndbold nedlagt i premiere efter gigantisk drama og sidste sekunds afbrænder

De danske mestre var tæt på et episk comeback ude mod SønderjyskE, men i den sidste ende løb hjemmeholdet med en ikke ufortjent sejr

Cheftræner Stefan Madsen måtte se sit hold få en skæv start på ligasæsonen. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Cheftræner Stefan Madsen måtte se sit hold få en skæv start på ligasæsonen. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbolds forsvar af det danske mesterskab kom torsdag aften skævt fra land, da de efter et episk drama blev nedkæmpet 29-28 ude mod SønderjyskE.

Aalborgenserne var bagud med seks mål, da der manglede 10 minutter, men de fik kæmpet sig tilbage og havde to chancer for at udligne. Buster Juul brændte et straffekast med ét minut igen, og i sidst sekund var det Kristian Bjørnsen, der kiksede fra fløjen.

I den sidste ende blev det afgørende, at Aalborg Håndbold lavede alt for mange fejl og dermed gav næring til sønderjydernes håb om at lave en overraskelse foran 1926 larmende fans.

Aron Palmarsson var den eneste af Aalborgs fire nye profiler, der startede på banen, og efter to hurtige scoringer fik han problemer med timingen og smed siden fire bolde væk. Heller ikke Lukas Sandell kunne ramme noget i kampens indledning.

Forsvaret gradvist tætnet

SønderjyskE var i front med to-tre mål gennem det meste af første halvleg, men gradvist fik aalborgenserne tætnet defensiven og sat gang i kontramaskinen. Sidstnævnte afsluttede Buster Juul to gange på få sekunder, og så stod der 8-8 efter godt et kvarters spil.

De sidste tre nye navne hos Aalborg, Kristian Bjørnsen, Jesper Nielsen og Martin Larsen, kom herefter på banen, og især sidstnævnte kom i fokus. To gange fremtvang Larsen en udvisning, men publikum i Skansen følte, at han overspillede situationerne og indledte en pibekoncert, hver eneste gang højrebacken havde bolden.

Playmaker Felix Claar startede som sine holdkammerater opgøret lidt tøvende, men svenskeren sluttede første halvleg skarpt og sørgede for uafgjort 14-14 til pausen.

Aron Palmarsson ramte ikke topniveauet i premieren. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Aron Palmarsson ramte ikke topniveauet i premieren. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

SønderjyskE havde dog mere krudt at komme med. De udnyttede flere indledende Aalborg-skæverter til at bringe sig foran 19-15 bare otte minutter inde i anden halvleg, og så kogte det for alvor på tribunerne.

De nordjyske gæster formåede dog at bevare roen og komme op i haserne på SønderjyskE ved 20-19, da Kristian Bjørnsen fik scoret sit første mål i Aalborg-trøjen.

Efterfølgende takkede SønderjyskE dog for nye Aalborg-fejl, og trak igen fra til 23-19 med et kvarter tilbage af opgøret. Den føring holdt de stædigt fast i og udbyggede til hele 28-22 med 10 minutter tilbage af sæsonpremieren.

Comeback-håb tændt

Det begyndte at ligne en tidlig afgørelse, men så satte de danske mestre foden ned. Tre hurtige på stribe fra Felix Claar, Kristian Bjørnsen og Lukas Sandell - og dermed reducering til 28-25 - tændte håbet om et comeback.

Med fem minutter tilbage fik Kristian Bjørnsen barberet hjemmeholdets føring yderligere ned til 29-27, og nerverne sad udenpå tøjet hos sønderjyderne, der pludselig lavede mange fejl.

Aron Palmarsson reducerede til 29-28 med to et halvt minut igen, og med godt ét minut igen fremtvang samme Palmarsson et straffekast, som Buster Juul kunne have udlignet på, men han leverede en sjælden afbrænder på Kasper Larsen.

SønderjyskE gav dog Aalborg en sidste chance med bolden de sidste 10 sekunder for at jagte en udligning, men Kristian Bjørnsen brændte fra fløjen i sidste sekund. Det skulle bare ikke være.

Kampfakta:

SønderjyskE - Aalborg Håndbold 29-28

Stillinger undervejs: 3-1, 7-5, 8-8, 12-13, (14-14), 19-15, 20-19, 24-20, 28-22, 28-25, 29-27

Topscorer SønderjyskE: Noah Gaudin 6

Mål Aalborg: René Antonsen 5, Felix Claar 5, Aron Palmarsson 4, Lukas Sandell 3, Kristian Bjørnsen 3, Buster Juul 3, Benjamin Jakobsen 1, Henrik Møllgaard 1, Martin Larsen 1, Jesper Nielsen 1, Sebastian Barthold 1

Udvisninger: SønderjyskE 4, Aalborg 1

Tilskuere: 1926 i Skansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.