Aalborg Håndbold overkom problemer og vandt CL-premiere
Aalborg Håndbold fik to point med hjem fra udekampen mod Celje, selv om spillet var hakkende undervejs
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:13
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold fik pointmæssigt det perfekte udbytte, da de danske mestre onsdag aften tog hul på en ny sæson i Champions League.
På udebane blev det således til 31-29-sejr over slovenske Celje.
Aalborg Håndbold så ud til at sætte sig tungt på opgøret straks fra start. Allerede efter godt fem minutters spil gjorde Magnus Saugstrup det til 5-2 for de danske mestre.
Siden blev det også 9-6 til Aalborg, men efter en vellykket time-out kom det slovenske hjemmehold helt ind i kampen igen.
Et mere offensivt forsvar fra Celje gav problemer for Aalborg Håndbold, der også brændte alt for mange oplagte scoringsmuligheder.
Omvendt havde Stefan Madsens tropper svært ved at få fat i forsvaret, så efter 19 minutters spil havde Celje pludselig overtaget føringen ved stillingen 11-10.
I resten af halvlegen spillede Celje sig fortsat frem til den ene gode chance efter den anden over for sagesløse Aalborg-målmænd, så halvvejs i kampen førte slovenerne med 17-16.
Aalborg Håndbold generobrede dog hurtigt føringen i anden halvleg.
Nordjyderne fik langt bedre fat i forsvaret, og en række kontrascoringer gjorde, at der ni minutter inde i halvlegen pludselig stod 24-21 til Aalborg Håndbold.
Men igen blev chancen for at hægte hjemmeholdet af forpasset. Aalborg Håndbold holdt en scoringspause på seks minutter, og så kom Celje igen på omgangshøjde ved 24-24.
Nok engang satte Aalborg Håndbold dog foden ned, da hjemmeholdet truede med at tage teten. Gæsterne scorede kampens næste tre mål, og denne gang gav de danske mestre aldrig føringen fra sig igen.
Celje fik ellers færten af et nyt comeback, da der tre minutter før tid blev reduceret til 28-30, men René Antonsen lukkede reelt kampen med en scoring i det følgende angreb.
Magnus Saugstrup scorede syv gange og blev Aalborg Håndbolds topscorer onsdag aften.
Aalborg Håndbolds næste opgave i Champions League er næste onsdag, hvor ukrainske HC Motor kommer på besøg i Jutlander Bank Arena.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.