Aalborg Håndbold overvandt dårlig start og hentede vital sejr i Aarhus
Med en klar udesejr over Århus Håndbold er Aalborg Håndbold meget tæt på at vinde grundspillet i herrernes håndboldliga
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:32
HÅNDBOLD: Med en 38-26-sejr på udebane over Århus Håndbold tog Aalborg Håndbold lørdag et stort skridt mod at vinde grundspillet i Herre Håndbold Ligaen.
Grundspilssejren, der foruden et gunstigt udgangspunkt til slutspillet efter alt at dømme også giver adgang til næste sæsons Champions League, kan nu komme i hus, hvis Aalborg Håndbold i sidste spillerunde henter den forventede sejr på hjemmebane over nedrykningstruede KIF Kolding.
Aalborg Håndbold kom ellers rigtig skidt fra land i Aarhus. I kampens indledning var der åbent hus i nordjydernes defensiv, og Århus Håndbold scorede efter behag, mens Aalborg Håndbold var anderledes uskarpe i den anden ende.
Bedst personificeret ved Sebastian Barthold, der misbrugte uvant mange oplagte scoringsmuligheder.
Det gav en hurtig tremålsføring til østjyderne, og det skyldtes blandt andet også, at Mikael Aggefors havde svært ved at få fat i målet. Målmandskollegaen Kristian Säverås påbegyndte så småt sin opvarmning, men pludselig fik Aggefors spillet sig markant op.
Vendepunktet skete efter 11 minutters spil, hvor Århus Håndbold havde muligheden for at bringe sig foran 9-5 på et straffekast, men det reddede Mikael Aggefors, og derfra så han og holdkammeraterne sig aldrig tilbage.
Der blev hurtigt udlignet til 8-8, og derfra overtog Aalborg Håndbold også taktstokken.
Defensivt fik nordjyderne meget bedre fat, og offensivt var spildprocenten også markant lavere. Især Omar Ingi Magnusson var godt spillede på sin tidligere hjemmebane, og det skabte ad flere omgange en aalborgensisk firemålsføring, inden Århus Håndbolds Peter Lund med en scoring i første halvlegs sidste sekund sørgede for, at Aalborg Håndbolds føring ved pausen trods alt kun var på 18-15.
Med sit holds tre første mål i anden halvleg var Tobias Ellebæk hovedårsagen til, at Aalborg Håndbolds føring kort inde i anden halvleg blev øget til fem mål, og det eliminerede reelt den sidste rest af spænding.
Et par gange lykkedes det godt nok Århus at reducere Aalborgs føring til tre mål, men hver gang det skete, øgede gæsterne bare føringen igen.
Mikael Aggefors stod stadig fornemt i målet, og det gav flere nemme kontrascoringer til holdkammeraterne. Stille og roligt trak gæsterne bare mere og mere fra, så det til sidst endte med en ydmygelse af det mere og mere modløse hjemmehold.
Topscorer for Aalborg Håndbold blev Omar Ingi Magnusson, der scorede ni gange. Den sidste runde i grundspillet afvikles næste lørdag.