Aalborg Håndbold rullede over GOG til slut

De danske mestre har i den grad fået krammet på fynboerne - også når det gælder video-challenge

Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold var presset i perioder, da de lørdag mødte GOG på udebane i mændenes liga. Alligevel vandt de danske mestre i den sidste ende forholdsvist komfortabelt med 34-30 i Gudme.

Aalborgenserne fik en skæv start på kampen, hvor de skiftes til at brænde eller skyde forbi mål, og GOG kom på den konto hurtigt i front med 5-2. Men så rullede Kristian Sæverås gardinet ned i målet, og fire minutter senere var Aalborg pludselig i front med 6-5.

Siden fulgtes holdene tæt i resten af første halvleg, og stillingen ved pausen ved 14-14. Især den norske venstrefløj Sebastian Barthold var i hopla og sikrede, at fynboerne fik kort snor.

Fra anden halvlegs start sørgede Henrik Møllgaard og Mads Christiansen for aalborgensisk føring med to mål, men den holdt ikke længe. Fejlene sneg sig ind hos de danske mestre, og GOG pressede sig foran med to mål - 23-21 - med godt et kvarter igen.

Sebastian Barthold (th.) var flyvende hos Aalborg Håndbold. Arkivfoto: Martin Damgård

Sebastian Barthold (th.) var flyvende hos Aalborg Håndbold. Arkivfoto: Martin Damgård

Man sad dog med fornemmelsen af, at Aalborg Håndbold havde mere i sig og kunne stramme grebet, hvis det var nødvendigt. Det skete med en række scoringer i tomt net, hvor GOG blev strammet ubønhørligt.

Hjemmeholdet stressede i det hele taget i afslutningen på kampen, hvor kontrafasen hos Stefan Madsens tropper foldene sig ud.

Til slut gik der challenge-show i den. Holdene skiftedes til at betvivle alt fra opgiverkast til straffekast og udskiftninger, og det var Aalborg Håndbold, der havde mest held med videomaterialet

Med otte minutter igen gjorde Sebastian Barthold det til 31-26 på et straffekast, og der forsvandt GOG's sidste håb om point. Nordmanden endte som topscorer med ni mål på 10 forsøg.

Aalborg Håndbold har dermed maksimumpoint efter de første to spillerunder.

GOG - Aalborg Håndbold 30-34

Stillinger undervejs: 5-2, 5-6, 9-11, (14-14), 16-17, 21-19, 24-24, 25-29, 28-33

Mål GOG: Stig Nielsen 7, Emil Lærke 5, Lasse Kjær Møller 5, Odinn Thor Rikhardsson 3, Josef Pujol 3, Emil Jakobsen 3, Arnar Arnarsson 1, Frederik Andersen 1, Oscar Bergendahl 1, Mathias Gidsel 1

Mål Aalborg: Sebastian Barthold 9, Magnus Saugstrup 6, Henrik Møllgaard 5, Janus Smarason 4, Mads Christiansen 4, Tobias Ellebæk 3, Mark Strandgaard 3

Udvisninger: GOG 3, Aalborg 2

Tilskuere: 1410

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.