Aalborg Håndbold sejrede i testkamp mod nordmænd
Nordjyderne slog Drammen HK med 28-25 i den sidste testkamp inden forårssæsonen
HÅNDBOLD: Mens stort set hele håndbold-Danmark har blikket rettet mod Jyske Bank Boxen i Herning, hvor VM lige nu udspiller sig, retter Aalborg Håndbold fokus mod forårssæsonen.
Tirsdag formiddag spillede aalborgenserne deres sidste testkamp i vinterpausen mod norske Drammen HK - en kamp der blev vundet med 28-25 til stor tilfredsstillelse for Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.
- Det var en rigtig god kamp for os. Vi fik afprøvet lidt forskellige konstellationer, og når vi spillede i de mere vanlige, spillede vi faktisk rigtig godt, både i forsvaret og i angrebet, siger Stefan Madsen.
Målscorere, Aalborg Håndbold:
Sebastian Barthold 9
Janus Smarason 4
Tobias Ellebæk 4
Jesper Meinby 4
René Antonsen 3
Andreas Holst 1
Mark Strandgaard 1
Magnus Møland 1
Casper Dohn 1
Vinterpausen har givet ro til at få nogle af de skadede spillere tilbage i omdrejninger, og det glædede derfor Stefan Madsen at se René Antonsen, Jesper Meinby og Sebastian Barthold tilbage på håndboldbanen.
- Det handlede jo meget om at få testet dem af og se, hvor de er henne skadesmæssigt. René gjorde det godt i forsvaret sammen med Andreas Holst, og det var rart at se Sebastian Barthold spille en rigtig fin kamp, siger Stefan Madsen.
De næste 14 dage handler det om at få truppen i kampform, inden Aalborg Håndbold møder GOG 2. februar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.