Aalborg Håndbold sikrede fjerdepladsen i Champions League med sejr over Elverum
Nordjyderne smed et kæmpe forspring, og kampen om den eftertragtede fjerdeplads blev derfor unødvendigt spændende
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:55
HÅNDBOLD: Der var drama for alle pengene, da Champions League-gruppens bundhold fra Elverum kom på besøg i Aalborg. Hjemmeholdet kom planmæssigt fra start og kunne gå til pause foran med syv, men en dårlig anden halvleg gjorde, at kampen først blev afgjort til sidst, da Mark Strandgaard scorede til slutresultatet 30-28.
Sejren betyder, at Aalborg Håndbold kravler forbi Flensburg-Handewitt og overtager fjerdepladsen i gruppen, og der venter derfor nordjyderne en kamp mod portugisiske Porto i ottendedelsfinalen.
Aalborg Håndbold fik en skidt start på banen, da de brændte de tre første angreb, men på papiret var det anderledes positivt efter fire minutter.
Værterne var kun nede med en enkelt, og da de først for alvor begyndte at lukke op for målscoringerne, så kunne Mark Strandgaard fire minutter senere bringe Aalborg foran med 4-1.
Elverums danske målvogter Thorsten Fries gjorde ellers sit for at holde nordmændene inde i kampen, men gæsterne lavede et hav af tekniske fejl og fæle missere.
Det blev ikke nemmere for det norske hold, da Kristian Sæverås begyndte at hive den ene store redning frem efter den anden. Sæverås havde ikke bare en stor aktie i, at Elverum blev lukket ned i defensiven, men var samtidig arkitekten bag en stærk kontramaskine.
Gæsterne fik spist sig lidt ind på aalborgensernes forspring, men Marks Strandgaard kunne halvvejs i første halvleg med sit fjerde mål bringe Aalborg foran med 8-4.
Aalborg trak stille og roligt fra Elverum, som halvlegen skred frem, hvor specielt fløjene var stærkt spillende.
De kunne da også gå til pause med en stor føring på hele 18-11, efter Sebastian Barthold sluttede flot af med tre scoringer i træk.
Fejlene begyndte dog at snige sig ind hos hjemmeholdet efter pausen. Sigvaldi Björn Gudjonsson kunne fem minutter efter pausen barbere føringen ned til fem mål, og godt to minutter senere scorede Alexander Blonz til 21-18.
Herfra fulgtes de to hold ad i store dele af anden halvleg. Elverum havde svært ved at lukke den sidste del af hullet, og derfor var Aalborg oftest foran med tre-fire mål.
Buster Juul ville det dog anderledes, og han kunne derfor med tre hurtige scoringer sikre endnu en komfortabel føring på 24-19.
Elverum gav dog ikke op af den grund. Med seks minutter tilbage gav hjemmeholdet nordmændene en stor gave, der gjorde, at Sigvaldi Björn Gudjonsson kunne sende bolden ind i et frit mål til 27-25.
Dermed var spændingen om resultatet helt intakt til det sidste. Buster Juul havde mulighed for at sende sit hold foran med tre på et straffekast, men Emil Kheri Imsgard, der havde overtaget nøglerne i Elverum-målet leverede endnu en stor redning, som han gjorde så ofte i anden halvleg.
I den anden ende legede Mikael Aggefors med, da han diskede op med en vital redning, men værterne kunne ikke slå mønt på Aggefors' forarbejde, og derfor var stillingen 28-26 med halvandet minut tilbage.
Den norske fløj Alexander Blonz gjorde sit for, at spændingen blev højnet endnu mere, da han minimerede forspringet til et enkelt, men Henrik Møllgaard viste også sin koldblodighed på det efterfølgende angreb.
Den kommende Aalborg-spiller Lukas Sandell gjorde det til 29-28 med et halvt minut tilbage, og herfra kunne Aalborg køre bolden rundt, før Mark Strandgaard i sidste sekund blev spillet fri og gjorde det til slutresultatet 30-28.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.