Aalborg

Aalborg Håndbold skriver med to talenter

Aalborg Håndbold har fået papir på to talenter. En af dem udlejes

Oliver Norlyk har forlænget med Aalborg Håndbold, men i den kommende sæson bliver han udlejet. Arkivfoto: Torben Hansen
Oliver Norlyk har forlænget med Aalborg Håndbold, men i den kommende sæson bliver han udlejet. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:37

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold har skrevet kontrakt med to af klubbens egne talenter.

Højrebacken Oliver Norlyk har forlænget sin aftale med to år, mens venstrefløjen Frederik Bech også er kommet på kontrakt i klubben. Den aftale gælder i et år.

Oliver Norlyk udlejes dog fra næste sæsons start til Skive i 1. division. Dog med det forbehold, at Aalborg Håndbold kan hente ham tilbage i løbet af sæsonen, hvis behovet skulle opstå.

- Oliver er et kæmpe stort talent, som vi har store forventninger til, men med Omar Ingi Magnusson og Mads Christiansen er vi godt rustet på hans position i næste sæson. Han skal til Skive for at få mere hår på brystet, og så må vi se, om han skal hentes hjem i løbet af sæsonen. Ellers er han klar sæsonen efter, lyder det fra Aalborg Håndbold-direktør Jan Larsen.

Frederik Bech gjorde sig positivt bemærket på Aalborg Håndbold-holdet i starten af sæsonen, hvor han blev kastet for løverne, da både Sebastian Barthold og Buster Juul var skadede.

- Frederik har gjort det godt, så han skal fortsætte sin udvikling. Han skal stadig være en del af vores U19-hold, og så skal han samtidig være backup for Buster og Sebastian, siger Jan Larsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden