Skanderborg

Aalborg Håndbold smed point i fejlfyldt affære

Det nordjyske håndboldhold havde klassen til at sikre sig et enkelt point, selvom de spillede en kamp med et hav af fejl

Med fire mål i de sidste 10 minutter havde Mark Strandggard en stor del af æren for, at Aalborg kom tilbage mod Skanderborg. Foto: Bente Poder
Med fire mål i de sidste 10 minutter havde Mark Strandggard en stor del af æren for, at Aalborg kom tilbage mod Skanderborg. Foto: Bente Poder

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold havde lørdag eftermiddag taget turen til Skanderborg, hvor nordjyderne skulle op mod Skanderborg Håndbold i årets sidste kamp. Kampen endte 30-30, efter det i løbet af anden halvleg lykkedes Aalborg at lave et fint comeback.

Kampen startede ellers særdeles målfattigt. Begge mandskaber havde svært ved at skyde hul på henholdsvis Mikael Aggefors, der lukkede ned for Skanderborg-skytternes fem første angreb, og Kristoffer Laursen, som også diskede op med flere flotte redninger for hjemmeholdet.

Derfor skulle der gå over seks minutter, før den første scoring kunne noteres. Den blev sat ind af Henrik Møllgaard på et straffekast, efter Buster Juul havde brændt sit forsøg.

Endelig blev der prikket hul på målbylden, og det skabte en langt mere underholdene kamp.

Med nordjydernes mål fik hjemmeholdet også lettere ved at hamre kuglen i kassen, og med to scoringer fra højrefløjen Jonas Samuelsson bragte Skanderborg sig for første gang foran i kampen.

De skiftende føringer blev en tendens i første halvdel af første halvleg, men ved stillingen 8-7 til Skanderborg formåede aalborgenserne ikke at holde ved. Begge hold lavede et hav af opspilsfejl, men værterne var langt bedre til at udnytte gæsternes fejl end omvendt.

Mod slutningen af første halvleg tog den tidligere Aalborg-spiller Marcus Mørk et ordenligt læs for Skanderborg med sine tre scoringer, og dermed var Aalborg Håndbold nede med fire mål med kun to minutter til pausen.

Det lykkedes dog Mads Christiansen og Henrik Møllgaard med en scoring hver at mindske afstanden til 15-13 ved pausen.

Alt startede planmæssigt for Aalborg, da Henrik Møllgaard i indledningen af anden halvleg steg til vejrs og reducerede til 15-14. Mikael Aggefors gjorde med en redning på det efterfølgende Skanderborg-angreb sit til, at Aalborg Håndbold kunne lukke hullet helt.

Men så gik det galt for Aalborg, der i de fleste facetter af spillet kluderede rundt i det. Det fik den konsekvens, at Cornelius Kragh skød Skanderborg foran med 20-15 bare syv minutter efter pausen.

Det var dog ikke ensbetydende med, at Skanderborg havde Aalborg nede i sækken, for udeholdet skulle ikke bruge mere end syv minutter, før de havde kortet afstanden ned til 22-21.

Fem minutter senere lykkedes det Aalborg at komme på omgangshøjde med østjyderne, da Mark Strandgaard scorede sit tredje mål i kampen.

Herfra byttede de to hold mål i et par angreb, men på endnu en scoring fra Mark Strandgaard, der elegant fik skruet bolden ind bag Salah Boutak i Skanderborg-målet, bragte Aalborg sig for første gang foran, siden de førte med 7-6 efter et kvarter.

Spændingen var intakt til det sidste, for med to minutter tilbage af kampen udlignede Kristian Bonefeld til stillingen 29-29. Henrik Møllgaard sikrede med sit 10. mål i kampen endnu engang en etmålsføring, men Morten Balling gjorde det til 30-30 med bare et halv minut igen.

Det gav Aalborg muligheden for at afgøre kampen, men det lykkedes ikke Aalborg-spillerne at spille sig fri, og derfor skulle det hele afgøres på et frikast fra Henrik Møllgaard, der trods sin målfarlige kamp, ikke formåede at få bolden forbi muren af hænder fra de forsvarende Skanderborg-spillere.

Det betyder, at Aalborg Håndbold kan gå på juleferie med et forspring på 7 point ned til TTH Holstebro på andenpladsen i Primo Tours Ligaen, efter de lørdag ligeledes spillede uafgjort.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden