Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold smed sejren væk mod Champions League-mestre

En dårlig afslutning blev dyr i Kiel

Niklas Landin og holdkammeraterne trak det længste strå til sidst. Foto: Frank Molter/Ritzau Scanpix

Niklas Landin og holdkammeraterne trak det længste strå til sidst. Foto: Frank Molter/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold var tirsdag aften tæt på et stort resultat, men trods flere føringer i anden halvleg blev det til et nederlag på 26-28 på udebane mod Champions League-mestrene THW Kiel.

Dermed er Aalborg Håndbold noteret for 12 point før de sidste to spillerunder i gruppespillet.

THW Kiel - Aalborg Håndbold 28-26 (15-15)

Stillinger undervejs: 4-2, 6-6, 9-8, 12-10, 15-15 (pausestilling), 16-18, 18-19, 20-22, 22-24, 25-26

Mål, Kiel: Niclas Ekberg 6, Harald Reinkind 5, Domagoj Duvnjak 4, Oskar Sunnefeldt 3, Henrik Pekeler 3, Sven Ehrig 2, Magnus Landin 2, Patrick Wiencek 1, Malte Voigt 1

Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 7, Nikolaj Læsø 5, Magnus Saugstrup 5, Mark Strandgaard 4, Lukas Sandell 3, Felix Claar 1, René Antonsen 1

Udvisninger: Kiel 2, Aalborg Håndbold 5

I kampens indledning havde Aalborg Håndbold problemer med at styre Kiels Harald Reinkind, og det gav tyskerne overtaget.

Efter ni minutter kom Aalborg Håndbold dog på omgangshøjde, da Mark Strandgaard udnyttede en kontra til at gøre det til 5-5, og få sekunder senere straffede Strandgaard en ny Kiel-fejl ved at give Aalborg aftenens første føring.

Herefter havde Aalborg dog svært ved at nedbryde Kiels forsvar, og det betød, at tyskerne efter 21 minutter var foran 11-8.

Igen kom Aalborg dog godt igen. Magnus Saugstrup bragte balance i regnskabet ved 13-13. Siden kom gæsterne også foran med både 14-13 og 15-14, men Kiel scorede halvlegens sidste mål, og det betød, at de første 30 minutter endte 15-15.

Det begyndte også fint for Aalborg Håndbold i anden halvleg, hvor nordjyderne hurtigt fik etableret en tomålsføring. Så sneg der sig dog flere fejl ind hos nordjyderne. Blandt andet missede målmand Mikael Aggefors et skud for tomt mål, og det hjalp tyskerne tilbage i kampen.

Aalborg Håndbold havde dog fortsat godt fat defensivt, og det holdt de danske mestre i teten. Midtvejs i anden halvleg blev tomålsføringen genetableret, da Sebastian Barthold fandt Nikolaj Læsø med et flot vip.

12 minutter før tid blev føringen øget yderligere, da Lukas Sandell gjorde det til 24-21. Hjemmeholdet fik reduceret til 23-24, men så bød den indskiftede målmand Simon Gade ind med et par store redninger.

Aalborg Håndbold havde dog også selv store problemer med at score, så godt to minutter før tid kom Kiel igen på omgangshøjde ved 26-26.

En stor fejl i det følgende angreb gav Kiel en kontrascoring til 27-26, og Aalborgs skæbne blev beseglet, da der i det følgende angreb blev dømt angrebsfejl mod Magnus Saugstrup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.