Aalborg Håndbold tabte topkamp og kan glemme førstepladsen
Aalborg Håndbold måtte se sig slået af GOG
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:12
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold må holde nytårsaften med visheden om, at det bliver noget nær umuligt at indfri målsætningen om at vinde grundspillet i HTH Herreligaen.
Det må være konklusionen, efter at de forsvarende danske mestre torsdag aften tabte med 35-38 på udebane til GOG i 2021's sidste håndboldkamp. Dermed har Aalborg Håndbold otte point op til GOG på førstepladsen forud for forårets sidste 10 grundspilskampe.
Nu handler det i stedet om at holde fast i den andenplads, der ligesom førstepladsen giver to point med over i slutspillet. Aalborg Håndbold har to point ned Fredericia, der dog har spillet to kampe flere.
Stillinger undervejs: 3-3, 9-5, 12-9, 16-13, 20-15 (pausestilling), 24-19, 27-21, 28-24, 31-28
Mål, GOG: Simon Pytlick 11, Mathias Gidsel 8, Morten Olsen 6, Jerry Tollbring 6, Lukas Jørgensen 3, Oscar Bergendahl 2, Emil Lærke 1, Viktor Vlastos 1
Mål, Aalborg Håndbold: Buster Juul 8, Lukas Sandell 8, Kristian Bjørnsen 5, Felix Claar 4, Aron Pálmarsson 3, René Antonsen 3, Benjamin Jakobsen 2, Sebastian Barthold 1, Nikolaj Læsø 1
Udvisninger: GOG 5, Aalborg Håndbold 4
Aalborg Håndbold fulgte med til 3-3, men derfra tog GOG teten. Et par kiksede indspil fra Aron Pálmarsson og en stor afbrænder fra Kristian Bjørnsen blev straffet benhårdt af hjemmeholdet, der bragte sig foran 6-3.
Aalborg Håndbold brændte første halvleg igennem generelt alt for mange oplagte scoringsmuligheder på GOG's fremragende norske målmand Torbjørn Bergerud, mens gæsternes skiftende målmænd til gengæld ikke fik fat i meget.
Aalborg-defensiven havde især svært ved at styre Mathias Gidsel. Landsholdsspilleren gjorde stort set, hvad der passede ham, og det kostede blandt andet Aron Pálmarsson to hurtige udvisninger, at han kom for sent i duellerne med Gidsel.
Effektiviteten i de to holds angrebsspil var den store forskel på holdene i første halvleg og den direkte årsag til, at GOG gik til pause foran 20-15.
Et par hurtige scoringer fra Lukas Sandell fik i starten af anden halvleg bragt GOG's føring ned på tre mål, men hjemmeholdet svarede godt igen og gik fra 21-18 til 24-18.
Efter otte et halvt minut af anden halvleg bragte GOG sig også foran 27-20, og så måtte Aalborg-træner Stefan Madsen reagere med en timeout.
Med intet mindre end tre GOG-udvisninger inden for et minut blev Aalborg også inviteret tilbage i kampen, og da Simon Gade også bidrog med to straffekastsredninger fra den ellers scoringsikre Jerry Tollbring, blev hjemmeholdets føring bragt ned på fire mål.
Med 10 minutter tilbage fik Kristian Bjørnsen også reduceret til 28-31. Det sidste håb om point blev dog slukket med to minutter igen. Aalborg havde muligheden for at reducere GOG's føring til to mål, men Benjamin Jakobsen brændte i fri position, og dermed forduftede den sidste rest af spænding.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.