ishockey

Aalborg kommer ned på isen igen i Champions League

Aalborgs ishockeyherrer kunne ikke følge op med endnu en sejr i Champions League, da holdet mødte Jukurit.

Søndag tabte Aalborg Pirates den anden kamp i gruppespillet ude mod finske Jukurit.
Søndag tabte Aalborg Pirates den anden kamp i gruppespillet ude mod finske Jukurit. Foto: Vit Simanek/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:30

AALBORG: Aalborg Pirates skulle søndag forsøge at følge op på den overraskende sejr i åbningskampen i Champions League fredag aften.

Det lykkedes dog ikke, da Aalborg tabte 3-5 på udebane til finske Jukurit. I fredags vandt nordjyderne 3-2 ude over Sparta Prag.

Aalborg fik en skrækkelig start på søndagens opgør, da Jukurit scorede til 1-0 efter blot 23 sekunder.

Den danske landsholdsspiller Oliver Larsen, som tørner ud for Jukurit, var med i opspillet til åbningsmålet, som blev sat ind af finnen Otto Makinen.

Trods chokstarten fik Aalborg-spilleren Tobias Ladehoff udlignet til 1-1 fem minutter senere, da nordjyderne ellers var i undertal.

Tre minutter senere bragte Niko Huuhtanen hjemmeholdet foran 2-1, efter at han smart fintede Aalborg-keeper Thomas Lillie.

I anden periode udlignede Patrick Bjorkstrand til 2-2, da det lignede at han ville skøjte om bag det finske mål. Men i stedet sendte han pucken i nettet fra en spids vinkel.

En Aalborg-udvisning blev dyr, da Jukurit scorede til 3-2 i powerplay ved finske Pekka Jormakka.

Det blev også 4-2 til Jukurit ved Daniel Makiaho med lidt over fem minutter tilbage af opgøret.

Aalborg svarede dog flot tilbage med Oscar Drugges hurtige reducering til 3-4 et minut senere.

Chancen for Aalborg-point forsvandt dog med Jukurits mål til 5-3, som blev sat ind af tjekken Ondrej Kovarcik med lidt over tre minutter tilbage.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden