Håndbold

Godt nyt fra corona-ramte Aalborg Håndbold

De danske håndboldmestre kan stille styrket op til onsdagens vigtige hjemmekamp mod Skjern

Flere af Aalborg Håndbolds VM-profiler har været nedlagt af virussen. Arkivfoto: Martin Damgård
Flere af Aalborg Håndbolds VM-profiler har været nedlagt af virussen. Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret kl. 06:28

HÅNDBOLD: Fire profiler sad i coronakarantæne, da Aalborg Håndbold senest var i aktion i Håndboldligaen, men nu lysner det for de danske mestre.

Magnus Saugstrup, Benjamin Jakobsen, Simon Gade og Lukas Sandell er raske og symptomfrie, og det betyder, at de alle er til rådighed, når aalborgenserne onsdag aften møder Skjern på hjemmebane.

- Det er rigtig fint at få lidt flere spillere at vælge imellem, siger cheftræner Stefan Madsen, der dog fik sit hold sikkert gennem corona-decimeringen via en pligtsejr over Århus Håndbold.

Det lysner i øvrigt også på skadesfronten hos Aalborg Håndbold. Fløjspilleren Buster Juul, der forstuvede sin fod i starten af februar, skal efter planen sluses ind i træningen i denne uge. Her deltager Sebastian Henneberg allerede, efter at han blev korsbåndsskadet i optakten til sæsonen.

- Det går rigtig godt med Sebastian, men vi vil ikke forcere noget. Han skal have tid til at finde trygheden og sikkerheden på banen igen, siger Stefan Madsen.

Aalborg Håndbold indtager andenpladsen i HTH Herreligaen - efter at Bjerrinbro-Silkeborg for nylig blev frataget seks point for brug af en ikke-spilleberettiget spiller. TTH Holstebro er dog kun ét point efter på tredjepladsen.

Onsdagens modstander fra Skjern indtager en skuffende syvendeplads i ligaen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden