Aalborg-målmænd erstattes af store profiler: Det skal der ske nu

Simon Gade og Mikael Aggefors forlader Aalborg Håndbold, og deres veje skilles på mere end én måde

Tre års partnerskab mellem stængerne hos Aalborg Håndbold slutter til sommer for Simon Gade (tv.) og Mikael Aggefors. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Tre års partnerskab mellem stængerne hos Aalborg Håndbold slutter til sommer for Simon Gade (tv.) og Mikael Aggefors. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Rygterne var løbet i forvejen, men nu er det ganske vist, at Aalborg Håndbold til sommer vinker farvel til begge klubbens målmænd og i stedet siger goddag til Niklas Landin og Fabian Norsten.

Simon Gade vil til den tid have rundet tre sæsoner mellem Aalborgs stænger, mens Mikael Aggefors sætter punktum for syv år i klubben. 

- Det er efterhånden noget tid siden, at jeg besluttede mig for at søge mod udlandet, forklarer Simon Gade.

- Selvfølgelig spiller det også ind, at jeg skulle forvente mindre spilletid, hvis jeg skulle være makker med Niklas Landin. Men det ændrer ikke på, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at komme ud og få nogle oplevelser uden for landets grænser, uddyber Aalborgs nuværende førstemålmand.

Han siger, at han endnu ikke har skrevet under med en ny klub, men at der i længere tid har været gang i nogle positive samtaler.

- Rygtet om, at jeg søger en ny klub, har været kendt i miljøet siden i sommer, men jeg har ikke helt styr på min fremtid endnu. Jeg kan dog godt afsløre, at min nye adresse ligger syd for grænsen, siger Simon Gade med en glimt i øjet.

Simon Gade søger mod det store udland, men han kan endnu ikke sætte navn på den nye arbejdsgiver. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Simon Gade søger mod det store udland, men han kan endnu ikke sætte navn på den nye arbejdsgiver. Arkivfoto: Bente Poder

Den 25-årige keeper slår fast, at han bestemt ikke er tæt på at stemple ud af Aalborg Håndbold endnu. Forude venter en stadig ung sæson i den danske liga, pokalturneringen og Champions League.

- Jeg nyder bare al den hype, der er omkring vores hold lige nu, og jeg vil rigtig gerne slutte stærkt af med at vinde nogle titler, siger han.

For Mikael Aggefors, der til januar fylder 38, venter der ikke flere oplevelser i udlandet. Han sætter i stedet kursen hjem mod Sverige.

- Lige nu ser det ud til, at jeg stopper karrieren, når sæsonen i Aalborg er slut. Jeg har allerede et deltidsarbejde som systemudvikler, som jeg fremover har planer om at opgradere til fuld tid, siger svenskeren, der dog ikke helt udelukker en fremtid som træner.

- Jeg regner i hvert fald med at holde en pause fra sporten. Nu handler det om, at vi som familie skal finde en ny rytme i hverdagen med to mindre børn. Hvis et af dem på et tidspunkt begynder at spille håndbold, kan jeg da godt forestille mig, at jeg kunne finde på at hjælpe med træningen, siger Mikael Aggefors.

Fabian Norsten, der her ses i aktion for VfL Gummersbach, skal fremover danne par med Niklas Landin i Aalborg Håndbolds mål. <i>Arkivfoto: Michael Schmidt/Imago/Ritzau Scanpix</i>

Fabian Norsten, der her ses i aktion for VfL Gummersbach, skal fremover danne par med Niklas Landin i Aalborg Håndbolds mål. Arkivfoto: Michael Schmidt/Imago/Ritzau Scanpix

Det er hans landsmand, 23-årige Fabian Norsten, der afløser ham i Aalborg. Svenskeren kommer fra den tyske bundesligaklub VfL Gummersbach og ligner den næste i rækken af svenske målmandsprofiler.

- Han er en fremadstormende målmand med en stor og rolig statur. Han er særlig dygtig på nærskud, men er generelt dygtig til at læse tingene, så det skal nok blive godt, siger Stefan Madsen, der ikke ser nogen grund til at betvivle engagementet hos Simon Gade og Mikael Aggefors i den resterende del af den indeværende sæson.

- Vi er rasende glade for vores to nuværende keepere, og jeg har 100 procent tillid til, at vi nok skal præstere stærkt med dem ombord.

Aalborgensernes næste opgave er på udebane i HTH Herreligaen lørdag eftermiddag, hvor turen går til KIF Kolding for nok engang at forsvare forspringet på ét point til GOG i toppen. Aron Palmarsson er atter spilleklar efter en sygdomsperiode, så det kun er Buster Juul og Martin Larsen, der sidder ude. 

Kampen fløjtes i gang klokken 16 og vises på TV2 Play.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.