Aalborg-målmand er forberedt på chokket, når pucken droppes

George Sørensen køber gerne favoritværdigheden i semifinaleserien mod Odense, men han kan ikke bruge statistik med 12 sejre i rap til noget som helst

George Sørensen fortæller, at Aalborg Pirates har trænet ekstremt hårdt op til den første semifinalekamp mod Odense Bulldogs. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

George Sørensen fortæller, at Aalborg Pirates har trænet ekstremt hårdt op til den første semifinalekamp mod Odense Bulldogs. Arkivfoto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Mens Odense har udkæmpet tre drabelige kvartfinaleslag, har spillerne fra Aalborg Pirates haft 10 kampfrie dage som optakt til tirsdagens første semifinaleduel i Sparekasssen Danmark Isarena.

Målmand George Sørensen er dog ikke bekymret for, at de aalborgensiske grundspilsvindere har mistet momentum, for de har på ingen måde ligget på den lade side.

- Vi har trænet kampsituationer rigtig hårdt, og det har været med til at give den intensitet i træningen, som der er i kampene. Det skulle gerne betyde, at vi ikke får et chok, når pucken igen bliver droppet i slutspillet, siger Pirates-keeperen.

Han forventer en væsentlig hårdere semifinaleserie, end det var tilfældet i kvartfinaleduellen mod Herlev, som aalborgenserne vandt 4-0 i kampe.

- Jeg tror, at der kommer væsentlig mere intensitet i den her serie mod Odense. Vi har fulgt med i deres kampe mod SønderjyskE, og de arbejder virkelig hårdt. Derfor er der ingen tvivl om, at vi skal arbejde røven ud af bukserne for at kunne matche dem fysisk, lyder vurderingen fra George Sørensen.

George Sørensen føler, at hans form er blevet bedre og bedre i løbet af sæsonen. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

George Sørensen føler, at hans form er blevet bedre og bedre i løbet af sæsonen. Arkivfoto: Henrik Bo

Aalborgenserne har 12 sejre i træk mod Odense, og målmanden køber gerne favoritværdigheden. Han pointerer dog, at historikken ikke betyder en tøddel, når først pucken er droppet tirsdag aften.

- Vi skal fokusere på vores eget spil og på at præstere vores bedste. Det er det, der skal bringe os i finalen.

George Sørensen har indtil videre en redningsprocent på 91,7 i sæsonen - mod de 90,3 som Odense-kollegaen Samu Peronen står noteret for. Pirates-keeperen har desuden lukket ét mål færre ind per kamp.

- Jeg synes, at jeg har sat en rigtig solid sæson sammen. Jeg startede måske lidt blødt ud, men jeg synes, jeg har vist en stigende formkurve. Final4-triumfen gav også masser af selvtillid, og jeg satser på, at mit spil peaker her, hvor sæsonen også gør det, lyder det fra den 26-årige keeper.

Aalborg Pirates ser ud til fortsat at måtte undvære den langtidsskadede duo Charlie Curti og Pierre-Olivier Morin i den første kamp mod Odense, og derudover var backen Anders Koch også fraværende ved holdets afsluttende træningspas.

Pucken droppes kl. 17.30 i Sparekassen Danmark Isarena.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.