Aalborg-målmand fremhæver især én ting efter storspil

Aalborg Håndbold er i DM-finalerne, men Simon Gade og holdkammeraterne har langt fra nået målet endnu

Simon Gade, Lukas Sandell og Aalborg Håndbold kunne juble, efter de sikrede sig en plads i DM-finalerne efter sejr over Bjerringbro-Silkeborg.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Simon Gade, Lukas Sandell og Aalborg Håndbold kunne juble, efter de sikrede sig en plads i DM-finalerne efter sejr over Bjerringbro-Silkeborg.  Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold spillede sig onsdag aften i DM-finalerne i herrehåndbold, da de besejrede Bjerringbro-Silkeborg på udebane med 26-31 efter at have vundet første kamp hjemme i Aalborg. 

Forløsningen var stor i omklædningsrummet efter opgøret, og det skyldes især, at nordjyderne formåede at afgøre semifinalen over to opgør. 

- Det var rigtig dejligt, og det var heldigvis ikke lige så tæt som oppe i Aalborg. Hold kæft, det føles dejligt og især at vinde i to kampe, så vi ikke skulle ud i en tredje kamp på lørdag, hvor der ville være lidt udsolgt på kræfter, lyder det fra en meget glad Simon Gade kort efter sejren. 

- Det betyder helt sikkert meget, at vi kan få tre-fire dage ekstra, så skulle vi gerne stå helt klar til finalen, og så kan det være, at vi måske har et par stykker mere med. 

Aalborg Håndbold-målmanden Simon Gade jublede ofte i første halvleg foran egne tilskuere, da han leverede mange gode redninger i de første 30 minutter og sluttede kampen med en redningsprocent på 34.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Aalborg Håndbold-målmanden Simon Gade jublede ofte i første halvleg foran egne tilskuere, da han leverede mange gode redninger i de første 30 minutter og sluttede kampen med en redningsprocent på 34.  Foto: Lars Pauli

Simon Gade havde selv en stor andel i Aalborgs sejr, hvor han især i første halvleg viste færdighederne som målmand frem. 

- Jeg er fint tilfreds, men bliver fanget lidt nede på stregen i nogle situationer i anden halvleg, som jeg ikke lige synes, er så godt. Udover det, har jeg de vigtige redninger i anden halvleg, så det var dejligt, siger Simon Gade.

Han har fundet den gode form frem mod slutningen af sæsonen, hvor det hele skal afgøres. 

- Det er skide dejligt at levere, når det gælder, og det synes jeg både mig og Aggefors har gjort de sidste par år. Der har vi leveret, når det brændte på, og det synes jeg bare, at vi viser igen i år.

Jublen var til at få øje på blandt Aalborg-spillerne efter kampen og finalepladsen.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Jublen var til at få øje på blandt Aalborg-spillerne efter kampen og finalepladsen.  Foto: Lars Pauli

Simon Gade har også overskud til at rose resten af holdet, der især i anden halvleg viste noget af det, Aalborg har været kendt for. Nemlig de mange scoringer, der især kommer i kontrafasen eller ved hurtige opgiverkast. 

- Vi scorer på alt, alle angreb, og dækker sindssygt godt op. Vi får stjålet bolde i syv-mod-seks, så vi lige får de to-tre mål, og det gør jo, at der bliver lang vej for dem, da de skulle vinde, lyder det fra Simon Gade. 

Bjerringbro-Silkeborg - Aalborg Håndbold 26-31

  • Håndbold, 2. DM-semifinale
  • Stillinger undervejs: 3-2, 6-4, 7-10, (12-11), 16-14, 18-19, 20-23, 22-27, 25-29
  • Topscorere, BSH: Nikolaj Øris 6, Henrik Tilsted 5, Jacob Lassen 4
  • Mål, Aalborg: Nikolaj Læsø 7, René Antonsen 6,  Kristian Bjørnsen 4, Sebastian Barthold 4,  Henrik Møllgaard 3, Felix Claar 3, Jesper Nielsen 2, Buster Juul 1, Christian Termansen 1
  • Udvisninger: BSH 1, Aalborg 2
  • Dommere: Nicklas Mark Pedersen og Nichlas Nygaard
  • Tilskuere: 2213 i Jysk Arena
  • Aalborg Håndbold er klar til DM-finalen, hvor enten GOG eller Skjern venter.

Nu står DM-finalerne for døren for Aalborg Håndbold, og der er der to mulige modstandere. Det drejer sig om GOG og Skjern, der skal ud i et tredje opgør for at spille sig i finalen mod Aalborg Håndbold.

- Vi er selvfølgelig glade, sindssygt glade, men vi ved godt, at vi ikke er færdige endnu. Der ligger lige - gerne kun to kampe og venter, og så er vi forhåbentlig danske mestre. 

- Det ville selvfølgelig være dejligt at få hjemmebanefordel i finalerne, så det er måske det, men nu må vi se, hvordan det bliver. Vi sidder heldigvis på sofaen lørdag og ser den tredje kamp, slutter Simon Gade lidt tøvende om ønskemodstanderen i finalen, der tilsyneladende er Skjern, da Aalborg via deres bedre placering i grundspillet vil have hjemmebanefordel i to af de tre mulige kampe i finalerne. 

Aalborgs modstander findes lørdag 4. juni, hvor GOG tager imod Skjern. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.