Aalborg-målmand tog rekorden, da Pirates sejrede

Aalborg Pirates kom tilbage på vindersporet mod Esbjerg og hjalp samtidig George Sørensen til en klubrekord

George Sørensen lukkede tre mål ind mod Esbjerg Energy, men forinden nåede han at blive rekordholder. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

George Sørensen lukkede tre mål ind mod Esbjerg Energy, men forinden nåede han at blive rekordholder. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:George Sørensen skrev sig fredag aften ind i rekordbøgerne, da Aalborg Pirates på hjemmebane slog Esbjerg Energy 5-3 i Metal Ligaen i ishockey.

Målmanden holdt sit bur rent i de første 26 minutter og 50 sekunder af kampen, og dermed slog han den aalborgensiske klubrekord, som Peter Hirsch satte helt tilbage i sæsonen 2007/2008.

For at blive historisk skulle Pirates-keeperen holde sit bur rent minimum indtil, der var spillet fem minutter og 56 sekunder af 2. periode, og det lykkedes, selvom der blot gik yderligere 55 sekunder, før gæsterne stik imod spil og chancer bragte sig foran.

Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 5-3

  • Ishockey, Metal Ligaen
  • Periodecifre: 0-0, 3-2, 2-1
  • Mål: 0-1 Oliver Kjær (26.50), 1-1 Anders Koch (28.04), 1-2 Travis Brown (31.07), 2-2 Nikolaj Carstensen (31.51), 3-2 Thomas Spelling (33.49), 4-2 Kirill Kabanov (52.13), 4-3 Oliver Kjær (59.20), 5-3 Julian Jakobsen (59.42)
  • Udvisninger: Aalborg 3x2 min., Esbjerg 4x2 min.
  • Tilskuere: 2511

Esbjerg havde reelt kun to muligheder i 1. periode, men de var også store. Først reddede George Sørensen med en feberreaktion, og siden holdt stolpen hånden over målmandens rekordjagt.

Efter et noget rodet start på opgøret var det ellers Aalborg Pirates, der lagde det tungeste pres i 1. periode. Især Trevor Gooch sendte bud efter et føringsmål, men Mathias Seldrup startede også fremragende for Esbjerg.

Da vestjyderne kom foran i 2. periode, faldt reaktionen fra hjemmeholdet dog prompte. Godt et minut senere udlignede Anders Koch til 1-1.

Esbjerg fortsatte dog med at drille og kom hurtigt i front 2-1, men igen faldt der et lynhurtigt modsvar. Denne gang via et tordendrøn fra Nikolaj Carstensen op i målhjørnet til 2-2.

2511 tilskuere så Aalborg Pirates besejre en genstridigt Esbjerg-hold. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

2511 tilskuere så Aalborg Pirates besejre en genstridigt Esbjerg-hold. Arkivfoto: Henrik Bo

Siden var der nærmest tale om spil til ét mål, og Thomas Spelling bragte for første gang i kampen Aalborg Pirates med en powerplay-scoring til 3-2 for, at hjemmeholdet gik ind til de sidste 20 minutter med en føring i ryggen.

3. periode var fortsat med Aalborg Pirates i førertrøjen, men først med syv minutter tilbage af opgøret fik de skabt luft med målet til 4-2. Det blev sat ind på en drøn i powerplay af fanfavoritten Kirill Kabanov.

Mod slutningen af kampen fik Esbjerg dog muligheden i powerplay og trak samtidig målmanden  ud. Vestjyderne udnyttede hurtigt powerplayet til at reducere med 40 sekunder tilbage, men de nåede ikke at få færten af en udligning, før Julian Jakobsen havde sat 5-3-målet ind i et tomt net og fjernet den sidste tvivl om udfaldet.

Trods sejren forbliver Aalborg Pirates på tredjepladsen i Metal Ligaen, men de er ved at have snor i topholdene Herning og SønderjyskE.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.