Aalborg overvandt problemer og er klar til semifinalen

Aalborg Håndbold spillede sig i en fordelagtig position i sin slutspilspulje med en sejr i Kolding

Aalborg Håndbold måtte slide for sejren i Kolding. <i>Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Aalborg Håndbold måtte slide for sejren i Kolding. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

KOLDING:Præstationen var ikke overbevisende, men facit var fint for Aalborg Håndbold, der onsdag aften tog et vigtigt skridt mod at vinde sin slutspilspulje.

KIF Kolding blev slået med 28-26, og dermed kan Aalborg Håndbold stadig selv afgøre, om man skal vinde slutspilspuljen og på den måde med stor sandsynlighed undgå rivalerne fra GOG i semifinalerne.

Aalborg Håndbolds to sidste opgaver er på hjemmebane mod Ribe-Esbjerg og Skjern Håndbold, og semifinalepladsen er allerede hjemme, idet Skjern onsdag besejrede Ribe-Esbjerg.

KIF Kolding - Aalborg Håndbold 26-28

  • Håndbold, HTH Herreligaen, slutspil
  • Stillinger undervejs: 4-3, 7-5, 9-8, 12-11, 14-13 (pausestilling), 15-16, 17-18, 18-21, 22-23, 24-25
  • Topscorer, KIF Kolding: Bjarke Christensen 7
  • Mål, Aalborg Håndbold: Lukas Sandell 6, Sebastian Barthold 6, Aron Pálmarsson 5, Felix Claar 3, René Antonsen 3, Henrik Møllgaard 2, Jesper Nielsen 2, Simon Gade 1
  • Udvisninger: KIF Kolding 1, Aalborg Håndbold 1

Aalborg Håndbold havde Kristian Bjørnsen, Sebastian Barthold og Aron Pálmarsson tilbage i startopstillingen efter skadespauser, og især sidstnævnte var mødt op i Kolding for at vise sig frem.

Islændingen åbnede med et skud i paraderne. Derefter scorede han to af Aalborgs tre første mål, men generelt var gæsternes angrebsspil alt for uskarpt i første halvleg.

Især de to svenske landsholdsspillere Felix Claar og Lukas Sandell lavede ukarakteristisk mange fejl, og det udnyttede Kolding med flere kontrascoringer til at tage teten i kampen.

Efter ni et halvt minut kunne Jens Svane bringe KIF Kolding foran 6-3, men selv om Aalborg svarede igen med to hurtige scoringer, lod skarpheden foran mål stadig noget tilbage at ønske.

Henrik Møllgaard studsede et straffekast over mål, og kort efter gjorde René Antonsen ham kunsten efter, da han blev spillet helt fri på stregen.

Aron Pálmarsson scorede fem gange, da han onsdag var tilbage på Aalborgs hold. <i>Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Aron Pálmarsson scorede fem gange, da han onsdag var tilbage på Aalborgs hold. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

I den modsatte ende var Simon Gade i Aalborgs mål til gengæld gæsternes bedste mand i første halvleg, og med flere store redninger havde han en pæn del af æren for, at hans hold stadig hang på. En anden del af historien var, at Aalborg Håndbold havde fint styr på det, når man nåede ned at stå i forsvaret.

Godt midtvejs i første halvleg gjorde Jesper Nielsen comeback på Aalborgs streg, og svenskeren viste sig hurtigt frem med to scoringer, så det efter små 23 minutters spil stod 11-11 på måltavlen.

Kort efter havde Benjamin Jakobsen også muligheden for at sikre Aalborg aftenens første føring, men stregspilleren skød på stolpen i fri position, og i sin iver efter at nå frem til riposten pådrog han sig tilmed en udvisning. 

Den udnyttede Kolding til igen at bringe sig foran med to mål, inden Lukas Sandell med første halvlegs sidste scoring sørgede for, at Aalborg Håndbold nøjedes med at være bagud 13-14 halvvejs.

Kolding bragte sig foran 15-13 på anden halvlegs første angreb, men så scorede Aalborg Håndbold tre gange i træk og sikrede sig aftenens første føring.

Kolding havde meget svært ved at nedbryde det stærke Aalborg-forsvar, og selv et forsøg med at spille syv mod seks i angrebsspillet hjalp ikke sydjyderne nævneværdigt.

I stedet slog Aalborg Håndbold et lille hul, og midtvejs i anden halvleg var føringen trods fortsat hakkende angrebsspil øget til 21-18. 

Kolding var dog ikke slået endnu, og med godt 10 minutter tilbage kom hjemmeholdet så tæt på som 22-21, da Bjarke Christensen slog til med endnu en kontrascoring. Kort efter havde Kolding to muligheder for at udligne, men først diskede Simon Gade op med en stor redning, hvorefter han i det følgende angreb fik hjælp af sin stolpe.

Et halvt minut før tid forpassede Kolding endnu en mulighed for at udligne, og i stedet kunne Sebastian Barthold lukke og slukke med sin scoring til 28-26.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.