Aalborg Pirates henter forstærkning hos konkurrenter
Aalborg Pirates har fundet afløseren for Ian Edmondson
Opdateret kl. 16:55
ISHOCKEY: Til den kommende sæson har Aalborg Pirates forstærket sig med den 29-årige svenske back, Oskar Drugge, fortæller klubben i en pressemeddelelse.
Oskar Drugge kommer til Aalborg fra Herning Blue Fox. Kontrakten er gældende for den kommende sæson.
- Da vi blev bekendt med, at Ian (Edmonson, red.) tog til Sverige, begyndte vi at afsøge markedet for en stærk back til vores powerplay. Oskar kender vi fra sidste sæson, hvor han var en dominerende faktor på Hernings blueline i powerplay, og han har nogle af de kvaliteter, som vi søgte. En back med et stærkt skud, men også med et godt blik for spillet og holdkammeraterne, siger sportschef Ronny Larsen.
Oskar Drugge er glad for skiftet.
- Jeg blev imponeret af Aalborgs spil i sidste sæson, når vi mødtes, og det ønsker jeg selv at blive en del af, siger Oskar Drugge og tilføjer at han kommer til Aalborg for at vinde guld.
Oskar Drugge spillede i sidste sæson i Herning, hvor han endte med 35 point fordelt på 6 mål og 29 assists. Tidligere har han spillet en del sæsoner i den næstbedste svenske række, mens det også er blevet til en enkelt sæson i den bedste række for Timrå.
- Oskar er en stærk offensiv højrefattet back, der har et godt skøjteløb og passer godt ind i vores hurtige spillestil. Han er meget bevægelig og med et godt blik for spillet fremad i banen, så han vil være stærk i omstillingsspillet, så vi hurtigt kan få lagt et pres på modstandernes defensiv, siger Ronny Larsen.
Oskar Drugge kommer til at spille med nummer 42 i den kommende sæson.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.