Aalborg Pirates

Pirates henter point til sidst i et drabeligt topopgør

Tilskuerne fik noget for pengene, da to af ligaens bedste mandskaber mødtes i en fysisk og intens kamp

Med en udligning kort før tid kunne Aalborg Pirates stadig indtage ligaens førsteplads med ét ekstra overtids-point.  Arkivfoto: Martin Damgård.

Med en udligning kort før tid kunne Aalborg Pirates stadig indtage ligaens førsteplads med ét ekstra overtids-point. Arkivfoto: Martin Damgård.

ISHOCKEY:Det var førstepladsen, der var på spil, da Aalborg Pirates hjemme tabte til Herning Blue Fox med 3-2 efter straffeslag i et intenst og fysisk opgør.

Inden kampen var der lagt op til et brag af en fest, da Aalborg Pirates havde inviteret til fredags- og fadølsfest. Derfor var Gigantium også fyldt op med 3628 tilskuere.

Hjemmeholdet startede mindre heldigt ud med at give Herning to store muligheder. Målmand George Sørensen formåede dog at afværge udeholdets skud. Til gengæld fik piraterne hurtigt genoprettet kontrollen og svarede modsat igen med flere gode muligheder, der blot manglede den sidste effektivitet for at ende i Herning-målet.

Aalborgensernes bænk så lettere tom ud sammenlignet med udeholdet, da hjemmeholdet stadig var uden flere spillere på grund af skader og karantæne. Samtidig havde klubben torsdag også taget afsked med den canadiske back Ian Edmondsson, der var rejst hjem på grund af sygdom i familien.

Selvom piraterne havde genfundet sit momentum, var det udeholdet, der satte kampens første scoring ind, da Kaptajn Julian Jakobsen trak en udvisning, som sendte Hernings målmand ud på bænken og en ekstra markspiller i blå trøje på isen. Undertalspresset blev for stort for hjemmeholdet, der ikke nåede at få erobret pucken før Miska Humaloja havde sendt den ind i Pirates-nettet, og så stod der 1-0 til gæsterne.

Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 2-3 e.s.

Periodecifre: 0-2, 0-0, 2-0, 0-1

Mål: 0-1 Miska Humaloja (06.58), 0-2 Daniel Nielsen (17.29), 1-2 Nikolaj Carstensen (54.20), 2-2 Patrick Bjorkstrand (57.28), 2-3 Markus Jensen (65.00)

Udvisningsminutter: Herning 10 , Aalborg 12

Tilskuere: 3628

Som kampen forløb, blev der også tændt op for intensiteten, og begge mandskaber gik til stålet. En episode i Herning-zonen udviklede sig hurtigt til både udvisninger og små interne slåskampe. Det var igen hjemmeholdet, der blev sendt ud i boksen, hvilket endnu engang endte med et overtal og mål til gæsterne, der bragte sig foran med 2-0 inden pausen.

Herning-spillerne og kampens dommere blev mødt af buen og piften, idet de trådte ind på isen igen, og det var tydeligt at mærke, at hjemmeholdet følte sig uretfærdigt behandlet i kampens første periode.

Aalborg Pirates kom mere intenst ud til anden periode, hvilket resulterede i fysisk kamp mellem de to tophold. Der blev både provokeret og brugt store armbevægelser mellem spillerne, og derfor kunne det heller ikke undgås, at der ville komme flere udvisninger - og mange af dem.

Først var det udeholdet, der fik en udvisning, hvilket gav Pirates muligheden for at spille sig tilbage i kampen med et powerplay. Det forløb dog gnidningsfrit for gæsterne, der fik afværget de værste skud.

Efterfølgende var det Pirates, der trak hele to udvisninger på en gang, hvilket gav Herning-spillerne masser af plads og muligheder for at øge sin føring yderligere med et fem mod tre-overtal. Rollerne blev dog vendt, da gæsterne tog en udvisning i sit powerplay, og derfor fik piraterne modsat et powerplay på lidt over et minut, da tiden på deres udvisninger var rendt ud.

Aalborg fik også yderligere tre muligheder for at reducere i powerplay, men som i alle de forrige overtalsperioder, manglede nordjyderne den sidste effektivitet og kvalitet.

De mange powerplays i perioden resulterede ikke i flere mål, og derfor var det stadig midtjyderne, der første ved pausen med 2-0. Dog var hjemmeholdet i powerplay, da pausefløjtet lød, og derfor kunne man se frem til halvandet minut i overtal i tredje periodes start.

I begyndelsen af tredje periode havde fløjten samme tone, og begge holdene trak igen udvisninger. Kort inde i perioden havde holdene til sammen 20 udvisningsminutter svarende til, at der havde været en spiller i boksen i en hel periode. Men hverken gæsterne eller hjemmeholdet fik skudt hul på målbylden, og for hvert sekund der gik, blev piraterne mere og mere presset i jagten på point.

Aalborgenserne formåede dog endelig at få skudt hul på Hernings målmand, da Nikolaj Carstensen reducerede til 1-2 med fem minutter tilbage af kampen, og dermed fik de mange tilskuere og hjemmeholdet pludselig håb om at få point igen.

Patrick Bjorkstrand blev kort efter fredagens helt, da han fik udlignet til 2-2 med blot to minutter tilbage af tredje periode. Dermed kunne hjemmeholdet spille det ene point hjem og samtidig have mulighed for at afslutte kampen eller tage ét ekstra point i overtid.

Det endte med det sidstnævnte, og de to trætte mandskaber måtte ud i en overtid, for at kæmpe om det ekstra point, og ligaens midlertidige førsteplads.

Begge mandskaber kom til store muligheder, men igen havde begge hold svært ved at få pucken i nettet, og derfor endte kampen med at skulle afgøres i straffeslag.

Hjemmeholdet skød konkurrencen i gang, men brændte alle sine tre skud. Markus Jensen scorede modsat for uldjyderne, og derfor blev det Herning Blue Fox, der løb med det sidste point.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.