Aalborg Pirates tabte til mestrene, men Frederikshavn kunne ikke udnytte det
Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks havde begge en skidt fredag
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:48
ISHOCKEY: Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks har indtaget de to øverste placeringer i Metal Ligaen, men fredag aften løb begge nordjyske hold ind i nederlag.
For første gang i denne sæson måtte Aalborg Pirates forlade en kamp uden at få point ud af det, da det på udebane blev til et 1-3-nederlag hos de forsvarende mestre fra Rungsted.
Sebastian Brinkman bragte ellers piraterne foran i første periode, inden Rungsted med to mål i anden periode og en enkelt scoring i tredje periode afgjorde kampen.
Aalborg Pirates' nederlag gav Frederikshavn White Hawks muligheden for at hale lidt ind på de nordjyske rivaler i toppen, men skuffende nok var det kun ét point, som høgene reducerede Aalborg Pirates' forspring med.
Efter forlænget spilletid tabte vendelboerne med 3-4 på udebane til Metal Ligaens bundhold, Odense. Det så ellers lovende ud, da Frederikshavn i tredje periode kom foran 3-1, men en stærk fynsk slutspurt vendte kampen. Frederikshavns mål blev scoret af Alexander Bumagin, Dane Fox og Santeri Suistio.
Aalborg Pirates er tre point foran Frederikshavn White Hawks, der på andenpladsen endda har spillet en kamp mere end rivalerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.