Aalborg-profil blev sendt i gulvet i dramatisk sejr på Mors: - Det var et soleklart rødt kort
Aalborg Håndbold fik en resultatmæssig god start på slutspillet, selv om en stor føring blev sat over styr mod Mors-Thy. Lukas Sandell gik forrest med ni mål og blev i slutfasen også offer for en hård tackling fra Erik Toft
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
HÅNDBOLD: Det blev ikke uden kamp, at Aalborg Håndbold onsdag aften fik to point med fra den første kamp i slutspillet, da Mors-Thy Håndbold på eget halgulv i Nykøbing måtte se sig slået med 30-31.
Lukas Sandell var det bedste bevis på det. Efter kampen trådte den svenske højre back ud af omklædningsrummet med is flere steder på kroppen for at lægge de værste sår efter en hård kamp.
- Jeg har ondt over hele kroppen nu, men vi vandt, og det hjælper altid. Jeg er på benene igen i morgen, forsikrer Lukas Sandell.
Han gik forrest i Aalborg Håndbolds angrebsspil med ni scoringer, og i kampens intense slutfase blev han også offer for en meget hård tackling fra Erik Toft, der modtog et direkte rødt kort for den udåd.
- Jeg kom på ydersiden i rigtig høj fart, og lige da jeg skulle til at skyde, tacklede han mig. Jeg synes, at det var et soleklart rødt kort, siger Lukas Sandell, der allerede i kampens indledning havde været til behandling hos Aalborg Håndbolds fysioterapeut.
- Jeg vrikkede om på foden i forbindelse med en afslutning, men vi tapede den op, og så gik det fint derfra. Det var en meget hård og intens kamp, men det er sådan, slutspil skal være. Der var betydeligt mere fysik og flere følelser i kampen end ved en sædvanlig grundspilskamp, og jeg elsker at spille de her kampe, hvor der er meget på spil, siger Lukas Sandell.
I store perioder havde Aalborg Håndbold onsdagens opgør helt under kontrol. Undervejs i anden halvleg førte gæsterne med syv mål, men en god slutspurt fra Mors-Thy betød, at de forsvarende mestre og pokalvindere blev presset til det alleryderste.
- Jeg havde håbet, at vi kunne lukke kampen tidligere, men vi var for uskarpe i den periode, hvor de kom tilbage. Vi spillede for utålmodigt og for uklogt, og et godt kæmpende Mors-Thy gjorde det godt, og derfor kom de tilbage. Derfor er jeg også rigtig glad for at slippe herfra med to point.
- Vi vidste godt, at det ville blive svært heroppe. De har et inferno af en hjemmebane med et publikum, der virkelig bakker bakker deres hold op. Derfor er jeg også irriteret over, at vi ikke fik lukket kampen, da vi havde muligheden og dermed havde undgået, at de små marginaler blev afgørende, siger Aalborg-træner Stefan Madsen, der i den grad også kunne mærke slutspilstemningen i Sparekassen Thy Arena i Nykøbing.
- Man kunne sagtens mærke, at det her er noget andet end grundspil. Der blev givet og taget i begge ender. Den tackling, som Lukas (Sandell, red.) fik, så ret voldsom ud, men jeg ved jo, at det ikke er, fordi Erik Toft har stået og tænkt, at han skulle ud at slagte en Aalborg-spiller, da han pakkede sin taske i eftermiddags. Det kender jeg ham for godt til, så det er sådan noget, der sker i håndbold, konstaterer Stefan Madsen.
Med sejren kan Aalborg-træneren også glæde sig over, at hans hold har fået en bedre start på slutspillet end i sidste sæson, hvor de nordjyske mesterskabsfavoritter tabte til Skanderborg i den første kamp.
- Det er en perfekt start. Lige nu har alle hold en masse at kæmpe for, og vores kampe i Fredericia og Skjern bliver jo heller ikke nemme. Vi ved, at vi skal holde vores hjemmebane og så hente nogle point på udebane. At vi kan hente to point her, samtidigt med at der er nogle ting at forfine, er en god start, siger Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold er noteret for fire point, idet holdet har to point med over fra grundspillet. Næste opgave er på mandag, hvor Fredericia kommer på besøg i Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.