Aalborg-profil har fået lægens dom: "Synder" er tilgivet
Ringsted-spiller er ked af den tackling han satte ind på aalborgensernes profil, men det viser sig nu, at det rent faktisk var en holdkammerat, der skadede svenskeren
Opdateret kl. 17:22
Det så slemt ud, og prognoserne var dystre, da Aalborg Håndbolds Lukas Nilsson i weekenden udgik af holdets ligakamp på hjemmebane mod TMS Ringsted.
Svenskeren var udsat for en hård tackling og slog efterfølgende sin skulder, men her to dage senere lyder der opløftende nyt.
- Det er gået fremad siden i lørdags, og jeg har netop fået skulderen scannet og fået en rigtig god melding. Det forlyder, at jeg formentlig kan nøjes med at sidde ude i to til fire uger, siger Lukas Nilsson med en lettet smil.
- Da det skete i lørdags, troede jeg ikke, at der ville være en chance for, at jeg ville blive spilleklar lige foreløbig. Så selvom det er ærgerligt at skulle sidde ud netop nu, hvor det kører godt for både holdet og mig, så skal man hæfte sig ved det positive, fastslår svenskeren.
Ringsteds Joachim Møller, der fik rødt kort for sin tackling i ansigtet på Lukas Nilsson, er også tilgivet for sin aktion. For det var rent faktisk ikke den, der endte med at skade Aalborg-profilen.
- Jeg fik et slag i hovedet , og derfor lå jeg på gulvet. Derefter skete der det, at Mads Hoxer faldt ned ovenpå mig, og det var først der, jeg fik ondt i skulderen. Det var bare sort uheld, siger svenskeren, der ikke længere har noget udestående med Joachim Møller.
- Han kom ind i omklædningsrummet efter kampen og sagde undskyld, og det accepterede jeg. Det er sådan noget, der kan ske i en håndboldkamp. Jeg tror ikke på, at nogen forsøger at skade andre med vilje.
Den to meter høje og 110 kilo tunge stregspiller fra TMS Ringsted glæder sig over meldingen fra Aalborg.
- Jeg har set episoden på video, og det røde kort var jo helt fair. Det var aldrig intensionen, at det skulle ske, men når adrenalinen pumper, og man forsøger at gøre sit bedste og spille aggressivt forsvarspil, så sker den slags jo desværre engang imellem, forklarer Joachim Møller.
Han accepterer de hårde ord, der i første omgang blev sat på hans aktion i kampen mod Aalborg.
- Dem har jeg forståelse for, for udadtil har det set ud som om, at det var selve min aktion, der skadede ham, siger den sjællandske stregspiller.
Lukas Nilsson bliver hjemme og genoptræner, når Aalborg Håndbold tirsdag formiddag sætter kursen mod Ungarn. Her venter der onsdag aften et opgør i Champions League mod Pick Szeged.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.